Besættelsen på Læsø
”Wolle Bak” – fisker, særling og flugthjælper under besættelsen
Oluf Andersen
Oluf Andersen, som var hans rigtige navn, blev født på Rigshospitalet i København ca. 1900. Hans moder, som var Læsøbo, tjente som ung
pige i Staden og havde Oluf hos sig i den første tid. Faderen var ubekendt. En kone i Bangsbo fortalte mig, at hendes far, da han sejlede som ung – det var før 1905 – besøgte Oluf og moderen, som hed Christiane i København. Han havde en pose kager med til Oluf, der var lille og tynd og altid sulten. Det var hårdt for moderen at klare sig.
Hos Bedstemoderen
Derfor kom Oluf hjem til bedstemoderen, An Perster, som boede i en lille, fattig, gammel hytte, der lå vest for skovløberhuset i Klitten.
Her boede han sammen med bedstemoderen og en onkel, Ole Søren Didrik Bak Andersen. Senere kom de til at bo i skovløberhuset, som Ole Søren lod bygge. Ældre folk i Klitten har fortalt mig, at Wolle ikke havde det godt som barn. Når der var lavet ulykker, kom Wolle hen til naboerne. Lidt efter kom gamle ”An Pierster” med en noget slidt pilekvist, og så måtte Wolle følge med hjem.
Skolegangen
Hans skolegang foregik på Hals Skole hos lærene Knudsen, Outze og frk. Johnsen. Sidstnævnte kunne slå en proper næve – husker jeg selv
fra hendes tid i Vesterø Søndre Skole. Da var hun endda pensionist. Så det var ingen dans på roser for Wolle at gå i skole. Han fik oftest skylden for alle ulykker. En gang skulle han sidde efter: Døren blev låst. Wolle skulle ud i et nødvendigt ærinde; men med låst dør måtte han bruge askeskuffen til kakkelovnen, og så faldt der jo mere brænde ned over Wolles ører. Han var som en ældre dame i Bangsbo sagde, noget af et ”skumbelskud”, som gik for lud og klodt vand. Efter endt skolegang kom Wolle ud at tjene på landet. En gård brændte og Wolle fik skylden endnu en gang til.
Til søs
Nu ville Wolle til søs. En mand fra Klitten, som i 1922 lå i København med et skib han havde hyre på, traf Wolle der. Han havde fået hyre på
en stor ØK båd, som skulle til Østen. Men det varede ikke lang tid, førend samme mand traf Wolle i Nordre Strand, hvor Wolle nu fiskede.
Vesterø
Wolle flyttede så til Vesterø Havn, hvor han fiskede lidt og boede i en gammel kåg, som lå oven på bjælkerne i den gamle hestestald, der lå
ved havnen. Wolle sov også rundt om i fiskehusene. Var det meget koldt, havde han fået lov til at sove på risten ved fyret i Damperen. Nu gik det galt for Wolle igen. Denne gang var det sådan, at nogle forretningsfolk lagde penge ned på en hylde i Damperen til at betale for varer ovre i Frederikshavn. Pengene forsvandt en aften, og da Wolle på samme tidspunkt rejste en tur til København, fik han igen skylden. Wolles ærlighed skal jeg komme ind på senere hen.
Horneks
Nu blev Damperen låst, og Wolle havde ikke lyst til at gå på havnen mere. Han flyttede op i Horneks Strand og kom til at bo i ”Svej Strøms”
hus – det var det østre af husene der oppe. Han fiskede lidt og plukkede bær, som han solgte rundt omkring. På samme tidspunkt begyndte han at komme hos Andreas Pedersen i Bangsbo. Han kom og gik som det passede ham. Han sov i hestestalden om natten og fik lidt at spise, når han var der. Han havde fået at vide, hvor nøglen lå, og en juleaften, da Andreas Pedersen med familien kom hjem fra kirken,
var der tændt lys, og Wolle havde skrællet kartoflerne og gjort klar til at lave mad. Andreas Pedersens kone købte hvert år en julegave til Wolle, hvis han skulle komme. Det gjorde han for det meste, og i den tid han kom hos Andreas, blev der aldrig noget borte. Nu syntes Andreas Pedersens kone, at det var synd for Wolle, så hun fik lavet en ordning med Læsø Kommune om penge til ham og en god seng at sove i. Men Wolle lugtede lunten og holdt omgående op med at komme der mere.
Sidst i 1930’erne brændte ”Svej Strøms” hus en morgen. Wolle havde tændt op i kakkelovnen og skulle hente vand. Da han kom tilbage stod huset i flammer. Han prøvede at slukke, blev noget forbrændt og fik brændt sit tøj. Men det lykkedes ikke at få bugt med ilden. Nu fik han lov til at flytte hen i det vestligste hus i Horneks Strand, som tilhørte Hans Petersen, Klitten. På den tid hjalp Wolle magister Madsen med at bygge det hus, som stadigvæk er sommerhus på Horneks.
Krigen
Så kom krigen i 1940. Der var nogle kolde isvintre, hvor Wolle boede i FN 310 ”Viking”, som tilhørte Henry Strøm Pedersen i Vesterø. Anna Strøm Pedersen tog sig meget af Wolle. Han kom og spiste med hos dem, og Henry var en af de få mennesker, der kunne få Wolle til at vaske og barbere sig. Nu var der jo krig og rationeringsmærker til alle varer. Det var en stor familie hos Anna, så hun spurgte en dag Wolle, om han ikke kunne tage lidt mærker med til hende. Men Wolle blev nu så fornærmet at han ikke kom hos dem i lang tid derefter.
Nu var man i Frederikshavn begyndt at tænke på at få jøder og andre flygtninge over til Sverige. Frit Danmark sendte en mand til Læsø i
Vinteren 1943. Han havde de del penge til rådighed og kom i forbindelse med Wolle. Som de siden skrev efter krigen: ”Vi kom i forbindelse med en original, der levede som eneboer på stranden på Læsø. Han havde fisket og sejlet, og hvad bedre var, han var villig til at sejle for os, hvis vi hjalp ham med at få fat i en båd. ”Man købte så i Østerby en 32 fods halvdæksjolle, FN 101 ”Stanley” for 2.500 kr. Den havde tilhørt Hans Krog og måtte istandsættes, da den havde ligget stille i Østerby et par år.
Transporterne til Sverige
Wolle skulle fiske lidt fra Sæby og Frederikshavn, for at tyskerne skulle blive kendt med ham, og i april 1943 begyndte Wolle at sejle
folk over til Sverige. Han sejlede hele sommeren. Efter optegnelserne sejlede han 100 mennesker over i den tid.
En mand fortalte, at når de lå i Frederikshavn og tog folk ombord, gik Wolle og riggede fiskegrej til. Tyskerne havde en meget stor
projektør på værftet, som de lyste rundt på havnen med. Wolle sled i det, når lyset passerede ham. Når det forsvandt, fik han 2 mand ad gangen ned på damdækket. Han kunne det kunststykke, at bilde tyskerne ind, at han var lidt småtosset.
Sejladsen
Wolle sagde, at den længste tur tog ham 60 timer, og den hurtigste 23 timer frem og tilbage. Motoren protesterede også; men han skulle
jo frem. Han sejlede om natten og lå om dagen helt inde under Læsøs sydside for at undgå de store skibe. I Sverige skulle han sætte folk i land på klipperne for at undgå havnene. En gang gik det ikke så godt. Han sejlede i meget dårligt vejr og havde fru Alvilda Larsen fra Folketinget med. Wolle mente, at det var fastlandet, men satte dem i land på et øde skær. Det blev dog opdaget efter et døgns tid.
I Sverige
Sidste tur sejledes fra Øster Hurup. Wolle havde denne gang 8 mand med. I alt var det efterhånden blevet til mange, så han blev til sidst
stukket og måtte blive i Sverige fra 15.9.1943.
Efter krigen
Efter krigen fik Wolle nogle fine medaljer og et stort foto signeret med tak fra Churchill. Nu kunne Wolle godt tænke sig et tilsvarende
fra USA og skrev så derover. Han modtog et foto af Truman, men det sendte Wolle retur med den besked, at det ikke var Truman men Rosevelt, han havde arbejdet for!
Wolle endte som klunser i Ålborg og fik ingen hjælp. Men det ønskede han nok heller ikke at få. Midt i 1960-erne så jeg engang Wolle på
færgen til Læsø. På Læsø løb han tør for penge og tyede til Anna Strøm, som hjalp Wolle endnu en gang. Anna sagde: ”Får jeg ikke pengene igen, lever jeg nok alligevel.” 4 dage efte Wolle var rejst, kom pengene. Det var tegn på Wolles ærlighed.
Wolle levede fortsat som klunser i Ålborg og holdt blandt andet til ved rutebilstationen, hvor Læsøboerne på gennemrejse af og til så ham
lige til Wolle i 1971-72 døde i en kælder, hvor han boede sammen med en ældre dame.
Fortalt af Ernst Jensen i Læsø Museums Årsskrift fra 1985
Læsø under fremmed åg 1940-45 af Frede Bak i Læsø Museumsårsskrift 1994
Syv skoleelever på 14 til 17 år fra Aalborg Katedralskole stiftede i julen 1941 ”Churchill Klubben”. Senere kom flere drenge til.
Klubbens formål var at organisere national modstand mod de tyske besættelsestropper på en tid, hvor sabotage og anden organiseret modstand endnu var ukendt.
Efter i en lang række tilfælde at have udøvet hærværk mod tysk ejendom, tilegnet sig tyske våben og sat ild på jernbanevogne med tysk
krigsmateriel blev klubbens medlemmer i maj 1942 arresteret af dansk politi og ved dansk domstol idømt fængselsstraf fra 1½ til 5 år. To af drengene, der afsonede i Aalborg arrest, flygtede om natten fra arresten, udførte sabotage mod tyskerne og vendte derefter tilbage til deres celle.
Efter 19 sådanne natlige ture blev de arresteret under en luftalarm. For disse ugerninger blev de stillet for en tysk domstol og idømt
fængsel i 10 og 15 år til afsoning i Tyskland. Dernede sad de et halvt år, hvorefter danske myndigheder fik dem overført til statsfængslet i Horsens. Herfra blev de sammen med andre befriet af modstandsbevægelsen i nytåret 1944-45. ”Churchill Klubbens” medlemmer blev altså arresteret, men der var nogle, som havde stået klubben nær, der ikke blev taget, deriblandt en ung gymnasieelev.
Hans forældre ville ikke, at sønnen skulle falde i politiets/tyskernes klør, så han fik besked på at rejse til Sverige eller rettere sagt flygte til Sverige, for man kunne ikke bare rejse ud af landet, uden at tyskerne straks fattede mistanke, og i dette tilfælde ville fælden smække i.
Preben – lad os kalde ham det – rejste med tog fra Aalborg til Frederikshavn. Han overnattede hos en præst lige syd for byen, og næste dag
blev han ledsaget til Læsødamperen med den besked, at når han kom til Vesterø Havn, skulle han tage rutebilen til Østerby Havn og gå hen på hotellet og sige, at han hed Preben.
Alt gik som planlagt. Preben fik anvist et værelse på hotellet, hvor han skulle blive, indtil han hørte nærmere. Mad og drikke blev bragt op på værelset, og tidligt på aftenen gik Preben i seng. Ved tre-tiden blev han vækket og bedt om at samle sine ting for nu skulle han af sted.
Han blev ført ned til kajen og sammen med en anden, som han ikke kendte, blev de lukket under dækket i en svensk fiskekutter. Snart efter
sejlede kutteren fra Østerby og ud til en fiskeplads mellem Læsø og Sverige.
Det var halvdårligt vejr. Så det var en blandet fornøjelse at ligge i mørke under dækket en hel dag, men hen under aften kom de til den
svenske kyst og blev sat i land.
Preben var i frihed og i sikkerhed. Han havde betalt 500 kr. for at komme så vidt.
Hvad Preben så på turen fra Vesterø til Østerby må stå hen, men Læsø var som den øvrige del af Danmark besat af tyske tropper.
Kort efter d. 9. april 1940 kom tyskerne til Læsø. Selv Nordre Rønner fik en besættelsesstyrke på 7-8 mand, som boede i en af
lejlighederne på fyret.
I øvrigt var det første gang, Læsø var underlagt fremmede soldaters herredømme. Under 1. Verdenskrig, hvor Danmark som bekendt blev holdt udenfor, kunne det være gået ligeså, idet den daværende radikale udenrigsminister Scavenius havde en hemmelig aftale med tyskerne om, at de kunne ”oprette støttepunkter på en eller flere danske øer i Kattegat”, hvis briterne sikrede sig kontrol over Skagerak. Ved at ”afgive” Kattegats-øerne kunne en tysk besættelse af Jylland undgås, mente ministeren.
Første Verdenskrig gik anderledes, og Læsø undgik fremmede soldater, som det tidligere var sket, fordi læsøboerne selv – dog sommetider
med hjælp fra regulære danske styrker – sørgede for et effektivt forsvar af deres ø.
Tyske aktiviteter på Læsø
Læsøs betydning for tyskerne voksede efterhånden som tiden gik. I begyndelsen stormede de tyske soldater frem overalt i Europa, men
efterhånden som de allierede fik samlet kræfterne, og USA blev angrebet og inddraget i krigen, vendte krigslykken (hvis ellers ordet lykke kan bruges i forbindelse med krig).
Når der i det følgende forsøges givet en oversigt over, hvad tyskerne etablerede på Læsø, så er der tale om arrangementer, der blev iværksat hen ad vejen, og ikke alle arrangementer varede lige længe. Desværre foreligger der ikke for nærværende nøjagtige oplysninger om tidspunkter, så der kunne opstilles en kronologisk tidstavle.
I Vesterø satte tyskerne sig på tre helårshuse, nemlig Vesterø Havnegade 20 (”P’Sørens hus”) og Plantagevej 10 og 36. Husene stod
tomme eller fungerede som ferieboliger, så der var ingen, der blev sat på gaden. På Strandgården var der også indkvarteret tyske soldater.
I 1943 blev Rylehuset – et sommerhus ved stranden nord for den nuværende helikopterlandingsplads – beslaglagt, og huset og dets omgivelser omdannedes til en forsvarsstilling til beskyttelse af en udkigspost og en radiostation[1].
Lige nord for Vesterø Havn byggede tyskerne en radarstation, der ved kriges slutning var det største og vigtigste af samtlige anlæg på Læsø. Stationen bestod af fire forskellige radaranlæg, en radiostation i en barak, en radiostation i en bunker, to bunkere med dieselgenerator, en bunker til våben og ammunition og en til brændstof. Endvidere var der bygget en opholdsbarak og et punkt til udkig. Det hele blev beskyttet af en 20 mm kanon og pigtrådshegn.
Over Lundbækken byggede tyskerne en betonbro, så det tunge materiel kunne tranporteres på plads i anlæggets nordøstlige område[2].
Lige oven for beddingen blev der opført to barakker. I den ene af dem holdt det danske kystpoliti til, så længe det fungerede.
Hen mod krigens slutning begyndte tyskerne at realisere planerne om bygning af et kanonbatteri i området ved Højsandet. Her skulle
opstilles fire 30,5 cm kanoner, hvis opgave ville blive at spærre indsejlingen til Kattegat og dermed til Østersøen[3].
Kanonerne blev som bekendt aldrig opstillet, men der blev anlagt en jernbane med 60 cm sporvidde fra Vesterø Havn over en betonbro over
Lundbækken, hvor Klitrosevej passerer vandløbet (broen er der stadig), videre nær kysten forbi Holtemmen og Store Dal og hen til området omkring Vester Foldgård. Her blev der opført to barakker på den sydlige side af jernbanesporet. Barakkerne var formentlig bestemt for de folk, der skulle stå for opførelse af kanonstillingerne.
Nede i nærheden af haven havde tyskerne en stor oplagsplads, som lå der, hvor i dag smedeværkstedet og ”Svanemøllen” ligger. Her lå oplagret sveller, skinner og byggematerialer af forskellig art. På den anden side af vejen var der indrettet en smedje.
Fra Vesterø til Byrum havde tyskerne ophængt en telefonledning i de telefonmaster, som stod i den sydlige side af vejen. Ledningerne var ophængt på træmasterne under de vandrette jern med porcelænsisolatorerne. Tyskernes ledning kunne nås med et kosteskaft.
I Byrum byggede tyskerne en barak ved siden af tårnet, som de beslaglagde og brugte til udkig. I barakken var opsat en radiostation, og
det siges, at der også var en kanonstilling nær tårnet.
I krigens første år var tyske piloter på rekreationsophold indkvarteret i lokaler over ”Tatol” og i et hus ved siden af. Også i Østerby skal der have været tyske soldater på rekreationsophold.
Under forberedelserne til Nordmarksbyggeriet havde den halvmilitante tyske arbejdsorganisation ”Organision Todt” kontorer på Gydensgård, hvortil der også var ført en særlig telefonledening.
Hankærvejen blev anlagt/udbedret af tyskerne, og over den store strøm byggede de den betonbro, som stadig findes. Vejen skulle formentlig tjene som adgangsvej til de påtænkte kanonstillinger. Nær broen opførtes to barakker, hvoraf den ene var indrettet som infirmeri.
I Østerby havde tyskerne et udkigstårn, og i øvrigt var der indkvarteret tyske soldater, der havde til opgave at kontrollere skibsfarten
til og fra Østerby Havn. Og som læseren kan forstå af beretningen om Preben var der behov – set med tyske øjne – for kontrol netop i den havn. Men hvad der foregik fra Østerby Havn og i øvrigt i havet omkring Læsø i de fem besættelsesår, det er en helt anden historie, som ikke skal behandles yderligere her, hvor det handler om hvad der skete på Læsø.
Dagligdag på Læsø
Der er ingen tvivl om, at hverdagen på Læsø under besættelsen var noget mere fredelig end i de store byer.
Denne kendsgerning kan belyses gennem en række små og større erindringer indsamlet blandt de mennesker, hvis hverdag blev levet på Læsø dengang.
De tyskere, der var stationeret i Rylehuset, spiste deres froksot og middag på sømandshjemmet. Turen frem og tilbage foregik til fods
langs landevejen, og fra begyndelsen uden at soldaterne medbragte deres våben. På et tidspunkt (efter de allieredes invasion i Nordafrika) blev beredskabet hævet, og så måtte hver enkelt altid medbringe sit personlige våben. Samtidig blev ruten til og fra havnen lagt om. Tyskerne gik langs stranden, så færrest muligt bemærkede dem.
Nogle børn nød indirekte godt af tyskernes tilstedeværelse i Rylehuset. Der var altid en soldat på vagt i tårnet, og da der ikke var mange
flyvemaskiner at kigge efter, så var børnenes forældre trygge ved at lade deres poder plaske rundt i en kåg langs stranden. Soldaten i tårnet skulle nok holde øje med dem.
Fra tårnet i Byrum blev der også holdt udkig døgnet rundt, men læsøboerne kunne alligevel godt komme op og kigge sig omkring. En dag var en læsødreng deroppe, og da var der to tyskere i tårnet. Årsagen var ikke skærpet overvågning, men den, at der blev spillet fodboldkamp mellem nogle læsøboere og nogle tyskere.
Den åbne plads nær Thorvald Hansens tårn blev også brugt som nedkastningsplads, idet en tysk flyvemaskine, som gik under navnet ”Storken”, fløj over området i lav højde og droppede post bestemt for besættelsesstyrken. Børnene i skolen fulgte opmærksomt med i disse nedkastninger.
Ikke alt var dog idyllisk, som det fremgår af følgende.
I 1940 var ”funkmester” Greve tysk chef på Læsø. Han var rødhåret og ”en led ka’l”. På et tidspunkt skulle et hold tyske læger inspicere
forholdene for tyskerne på Nordre Rønner, og Greve krævede, at Nordre Rønner-jollen skulle sejle dem derud. Fyrpersonalet var ikke begejstret for den opgave og indhentede forholdsordre fra Fyrvæsenet – og det tyske krav om transport blev afslået. Greve måtte så hyre en anden båd til at sejle.
Greves ophold på Læsø var i øvrigt ikke af længere varighed. Han blev afløst af en flink mand, en søofficer, der i det civile liv var ingeniør.
Mens arbejdet i Nordmarken stod på, kunne der visse dage på landevejen gennem Byrum observeres 10-15 hestevogne med byggematerialer på vej fra Vesterø Havn til arbejdspladsen.
Andre havde også travlt. Tyskerne brugte cykler, når de skulle omkring, og på grusvejene var det ikke sjældent, at deres cykler
punkterede. Men det klarede cykelsmeden. I løbet af en lille time kunne tyskerne komme og hente deres cykler igen, så var de lappet. Cykelsmeden var virkelig hurtig, dygtig og omhyggelig. Han ordnede straks den hullede slange, tog så sadel og sadelpind af og hældte saltsyre i stellet – mindre end ét år efter brød cyklens stel sammen. Cykelsmedens egen lille private énmandskrig mod tyskerne.
Efterhånden som tiden gik, og krigen rasede over det meste af jorden, blev der mangel på næsten alt, og det meste var på rationeringsmærker – også tøj. Et mundheld fra dengang lød: ”Nyt tøj! Det vender man sig til”. Der var altså gang i symaskinerne og strikkepindene rundt om i de små hjem. Der var derfor ikke noget unaturligt i, at en mand ovre fra kom til Læsø og tilbød sig som reparatør af symaskiner. Det, som for nogle dengang forekom lidt mærkeligt, var, at den fremmede ret hurtigt efter at have fortalt om sine tekniske færdigheder begyndte at spørge om, hvad der foregik på Læsø, om der kom folk, som ville til Sverige, om der kom våben til øen, hvad
man mente om tyskerne og så videre.
Det er uklart, hvad symaskinereparatørens bibeskæftigelse gik ud på, men det var dengang en gylden regel, at man ikke betroede sig til
fremmede eller til dem, man ikke stolede 100 pct. på. De ”rigtige” sagde intet til nogen.
I ”P’Sørens hus” boede en tysk officer og hans oppasser. Officeren handlede ligesom alle de andre tyskere i Vesterø i byens butikker.
Når han kom ind til købmanden, ventede han ofte beskedent i baggrunden til andre kunder var gået, og så fik han sig en sludder med købmanden. Tyskeren kunne tale norsk, og hans meninger om Det tredje Riges muligheder for at vinde krigen faldt ikke helt sammen med nationalsocialistiske propaganda-apparats forudsigelser.
I en af stuerne i huset, hvor officeren boede, hang et stort billede af Hitler. Det gjorde der i øvrigt i alle tyske forlægninger. Da
officeren i radioen havde hørt, at krigen var slut, stormede han ud af huset, og på pladsen mellem ”P’Sørens hus” og ”Høllets hus” dansede han omkring og råbte, at nu var det endelig slut med naziregimet. Han smed Hitlers billede på jorden og trampede glasset itu.
Efter befrielsen
Den 5. maj 1945 blev Danmark atter frit. Det nationalsocialistiske Tyskland kapitulerede, og efterhånden forlod de tyske tropper Danmark og dermed også Læsø.
Tilbage på Læsø var så de tyske efterladenskaber, som nu var de allierede sejrherres ejendom. Krigsmateriellet tog englænderne sig af, mens
det andet – såfremt det ikke allerede var ”organiseret” – blev solgt på offentlig auktion, efterhånden om landet atter kom til at fungere normalt efter de fem besættelsesår. Hvad blev der så af det tyskerne havde samlet sammen på Læsø? Her er nogle eksempler: ”Tyskerbarakken” fra Byrum blevkøbt af en læsøbo og flyttet til Vesterø. Her fungerede den i flere år som feriebolig, indtil den
blev solgt til en – tysker. Barakken eksisterer stadig, dog nu i stærkt ombygget skikkelse.
Magasinbunkeren fra anlægget nord for Vesterø Havn indeholdt store mængder tømmer. Det blev også købt af en læsøbo, der solgte det videre. Noget blev til et sommerhus, som blev opført lige syd for havnen, senere flyttet lidt længere tilbage i området, hvor det stadig ligger, men nu ”skjult” bog mursten.
Andet tømmer blev forarbejdet til nye vinduer og forskønnede et hus ved havnen, som trængte.
Jernbanen forsvandt fra Læsø – dog ikke fuldstændigt. En del skinner blev brugt til beddingen i Østerby, hvor de fungerede upåklageligt helt
op til 1978.
Underdelene til vognene, der havde kørt på jernbanen, blev købt af en tredje læsøbo. Han solgte dem senere som gammelt jern til Aalborg og tjente gode penge på det.
Barakkerne i Vester Foldgård blev ødelagt af unge mennesker. Dels af de børn, der i tiden efter befrielsen brugte jernbanen som legeplads og kørte de små vogne fra havnen til endestationen, hvor de kunne markere ankomsten ved at smadre en rude med et velrettet stenkast, dels kunne de, der var lidt større og stærkere prøve at vælte en væg eller sprænge en dør.
Den ene af de to barakker ved Hankærvejen blev brændt af. Den indeholdt en skadestue med komplet lægeudstyr. Om det skete før eller efter befrielsen, er der delte meninger om.
De læsøhuse, tyskerne havde benyttet, blev naturligvis atter taget i besiddelse af de retmæssige ejere. Og det var ikke helt samme syn der
mødte dem, som da de sidst havde set deres ejendom. F.eks. var gulvet i ”P’Sørens hus” flænset fuldstændigt op af tyskernes jernbeslåede støvler. Der måtte lægges et nyt gulv i hele huset.
De forskellige anlæg ved Rylehuset og Vesterø Havn blev efterhånden fjernet eller dækket til, men begge steder kan der den dag i dag
findes ret så betydelige spor fra dengang. Ved havnen f.eks. store huller og høje. Samme sted fungerer også de to betonbroer, og en haveejer har problemer med dele af sin jord, der hvor smedjen lå.
Og så er det muligt rundt om på øen at se enkelte ting fra dengang: En svelle, et stykke skinne, en række fliser og nogle mursten og
betonblokke – for at nævne noget, som kun den enkelte kender historien bag.
Ellers har mos, lyng, træer og buske kombineret med mere eller mindre frivillig glemsel efterhånden slettet alle spor, alle synlige spor
fra den gang Læsø for første gang var besat af fremmede soldater.
[1] Frede
Bak, ”Da tyskerne sad på Læsø”, Læsø-Posten, 19. april 1990.
[2] Jens Ole
Christensen, ”De tyske befæstningsanlæg på Læsø 1940-45”. Museumsforeningen for Læsø og Læsø Museum, årsskrift 1990, s. 18-22, 1991.
[3] Samme
som note 2.
Nyholm Birch Nielsen
Sognerådsformanden og tyskerne under den anden verdenskrig
Jeg var 13 år, da krigen brød ud 9. april 1940. Jeg boede sammen med min familie i købmandsgården i Byrum, lige overfor mejeripladsen.
Her drev min far, købmand Niels Birch Nielsen, en blandet købmandsforretning med trælast, øldepot og korn - og foderstoffer. I perioder var han også bygmester og stod for opførelsen af mange huse på Læsø.
Forretningen lå i stuen og i længerne bag den store to-etagers bygning, der er opført i 1908. Vi havde også høns og en ko nede i gården.
På 1. sal boede jeg sammen med mine forældre og fire ældre søskende. Fra vinduet på 1. sal havde jeg den bedste udsigt til alt, hvad der foregik på gaden og på den travle mejeriplads i centrum af byen. En ung pige var der også plads til i et loftsværelse, og i forretningen havde min far to karle beskæftiget.
Min far var sognerådsformand i 16 år, herunder i hele besættelsestiden. Og netop dette hverv gjorde, at han var en af de myndighedspersoner, der kom til at have mest med tyskerne at gøre gennem de fem krigsår på øen.
Mine erindringer fra krigen er baseret på min hukommelse, og med mere end 70 års afstand til det passerede er det ikke sikkert, at alt er rigtigt. Meget står lyslevende for mig, andet har jeg fået refereret i familiesammenhænge, og især detaljer som antal og årstal har jeg måttet anslå i det følgende. Selvfølgelig hæfter en 13-14-årig dreng sig ved andre ting, end voksne gør.
Tyskerne kommer
Jeg husker tydeligt, da de første tyske soldater ankom til øen, det var jo usædvanligt at se så fremmedartet et indslag på byenshovedgade. Jeg mener, at det var den 13.-14. april, at en lille flok på 5-6 mand ankom og indlogerede sig hos vores nabo, familien Lyngse.
Lyngse havde et lille gæstgiveri, hvor de lejede nogle værelser ud. Jeg husker tyskerne som nogle ældre, i hvert fald fuldvoksne mænd, der med gravalvorlige ansigter sad og talte lavmælt sammen ved et bord. De lyttede til radio meget af tiden, og jeg havde en fornemmelse af, at de ikke brød sig om situationen. Det var nok heller ikke de mest krigeriske, der var sendt op på en lille ø i Kattegat.
Jeg sad og spillede kort med min grandfætter Kaj i opholdsstuen, mest for at lure lidt på de fremmedartede tyskere, der sad omkring spisebordet og snakkede. Datteren i huset havde en grammofon, som hun hele tiden spillede en sang, "Og Johnny, oh Johnny" på. En aften blev det en af tyskerne for meget. Han gik hen og slog stiften ned i pladen, så den knækkede. Så gav han pigen 50 kroner. En fyrstelig sum! Så gik hun hen og købte den samme plade igen!
Men de ældre soldater var der kun i kort tid, så blev de afløst af en større flok yngre tyskere. Og de var af en helt anden kaliber: Det var kæft, trit og retning. Dem havde man lyst til at spænde ben for!
En af dem var helt tydeligt overbevist nazist. Jeg husker, at han hed Saman, men jeg ved ikke om det var for - eller efternavn. Han hersede rundt med de andre, som vist ikke delte hans fanatisme, og han kom senere til at spille en ubehagelig rolle i min fars virke.
Tyskerne byggede en barak tæt ved Thorvald Hansens tårn, som jo står på bakken ovenfor mit barndomshjem. Samtidig etablerede de sig også på Nordre Rønner, hvor to soldater sad og holdt udkig.
Thorvald Hansens tårn brugte de til at holde udkig over øen. Læsø kom til at fungere som mellemstation for flygtende jøder på vej til Sverige.
Blandt andet var der et brødrepar i Østerby, der havde fiskekuttere, som blev brugt til at fragte jøder til Gøteborg med. Jeg har indtryk af, at tyskerne deltog i jagten på jøderne, når der var rygter om, at de skjulte sig i Nordmarken. Den omtalte Saman var altid vældig ophidset, når der var optræk til eftersøgninger.
Sabotage ved sølvbryllup
Det meste af tiden passede tyskerne dog sig selv i deresbarak og i tårnet, men jeg husker også, at de deltog i byens sociale liv.
Blandt andet var de med til et sølvbryllup, må det have været, som familien Lyngse holdt. Der er en tradition på Læsø med at markere festligheder med riffelsalutter; den er vist ikke så udbredt i resten af landet.
Ved sølvbrylluppet mødte tyskerne op og fyrede en salve af med skarpt! Det gjorde et vist indtryk på mig.
Ved kaffen bagefter udførte min ældre bror Reinar for øvrigt en lille sabotageaktion mod tyskerne: Da kaffen gik rundt, drejede han låget på kaffekanden så den faldt ud af kanden, da en af tyskerne hældte op! Derved væltede kaffen ud over det hele. Det gik i virkeligheden nok mest ud over Lyngse, der jo blev bragt i forlegenhed.
Jagten på smørdritlerne
De første par år af besættelsen forløb uden større skærmydsler.Men en dag gik et tysk skib til bunds i Kattegat, og det var begyndelsen til et mere anstrengt forhold mellem min far og tyskerne.
Skibet var lastet med smørdritler, som drev i land på Læsøs kyster. Mange læsøboere hentede dritlerne på kysterne og gemte dem hjemme i deres kældre. Gods fra strandinger har i århundreder været et kærkomment supplement til læsøboernes husholdninger, så det var helt normal praksis.
Men det var tyskerne tydeligvis ikke indforstået med, så de lejede en stor vogn og to heste. Fortil på vognen sad to tyskere og en læsøbo – og så gik jagten fra hus til hus på det ’’tyske’’ smør.
Min far, der som omtalt var sognerådsformand, mødte læsøboen, der kørte for tyskerne og gav ham et velment råd: "Jeg synes ærlig talt, at De skulle holde op med at køre for tyskerne. Jeg siger det for Deres egen skyld, for jeg frygter, at det kan være farligt for Dem’’.
En lille time senere kom den tyske soldat, Saman, farende ind på min fars kontor og skældte ham voldsomt ud og truede ham med tysk fængsel. Min far kunne ikke stille noget op, men han var nu klar over, at de fredelige forhold på Læsø lakkede mod enden.
Lukkede havnene
Der gik heller ikke lang tid, før den var gal igen. I nordmarken havde tyskerne bygget en barak og nogle tipvognsspor med mere. Meningen var vist, at der skulle opstilles nogle kæmpe kanoner, så tyskerne kunne beherske store dele af Kattegat.
Igen var nogle læsøbønder beskæftiget med at køre for tyskerne. De fragtede bygningsmaterialer fra Vesterø til Nordmarken. Men andre læsøboere malede hagekors på bøndernes vogne ved nattetid. Og så holdt bønderne op med deres kørsel.
En nat brændte barakken. Ingen har, så vidt jeg ved, taget ansvaret for at have tændt ilden, og måske har der bare været tale om en selvantændt brand. Men tyskerne mente, at det var sabotage, og gav læsøboerne skylden. Hævnen faldt øjeblikkeligt: Tyskerne lukkede øens to havne og telefoncentralerne, så ingen kunne tale i telefon.
De lukkede havne var et kæmpe problem, og noget måtte gøres!
Saman og de andre tyskere i Byrum havde min far dårlige erfaringer med. Men han havde hørt, at tyskerne i Vesterø havde fået en ny chef. Måske var der en chance her!
Så om aftenen sprang min far på cyklen og rejste de 7 kilometer til Vesterø, hvor han opsøgte den tyske kommandant. Det viste sig, at tyskeren havde været tre år i Norge. Her havde han lært sproget, så min far kunne for første gang føre en nogenlunde normal samtale med besættelsesmagten.
Min far omtalte de problemer, der var forbundet med den lukkede telefon og de lukkede havne, og der indfandt sig en vis forståelse.
Men tyskeren holdte fast ved, at kun hans overordnede i Frederikshavn havde bemyndigelse til at ændre på den fastlåste situation. Til sidst lovede han at tage kontakt med kommandoen i Frederikshavn.
Men inden min far gik, havde han en sag mere, som han ville have gjort noget ved. "Der er et problem mere", sagde min far. "En soldat ved navn Saman har truet mig med tysk fængsel. Han skal fjernes fra Læsø’’!
Min far cyklede hjem under mørklægningen og gik i seng med lidt håb og nogen tvivl. Næste morgen klokken otte ringede telefonen. Det var kommandanten fra Vesterø: ’’Telefonen er åben, havnene er åbnet. Saman er rejst.’’
Nødlanding og hærværk
En anden episode fra krigens sidste år krævede også en del behændighed for ikke at ende helt galt.
Det begyndte i det små, da et lille tysk rekognosceringsfly over Læsø fik motorproblemer.
Piloten bestemte sig for en nødlanding på den smalle vej nær Søndre Kirke. Landingen gik nogenlunde, men flyet endte i grøften, hvor det havarerede. Piloten var uskadt, han kravlede ud af flyet og gik af sted for at finde landsmænd.
Men nogle unge læsøboere i pubertetsalderen havde set nødlandingen, og de skulle naturligvis ud og se nærmere på vraget. De pillede adskillige dele af flyet og lavede også en smule hærværk.
Tyskerne blev rasende, da de opdagede hærværket, og de krævede, at de store drenge og piger skulle stå til ansvar. En lignende situation i Norge havde ført til henrettelse af nogle unge mennesker, så min far vidste, at situationen var alvorlig.
Han ringede derfor til Christiansborg for at få råd om, hvad man skulle gøre. To dage senere landede et dansk fly på marken bag biografen i Byrum. Ud af flyet kom politiinspektør Himmelstrup, der var berømt for sit arbejde med at løse kriminalsager i hele landet.
Man genåbnede tingstedet, som var tidligere tiders domstol i landsbyerne. Den lå i politistationen i Byrum. Her afhørte man de unge i dagevis.
Der blev ført vidner og ført forsvar for de unge.
Jeg husker, at Himmelstrup spurgte min far: "Har De ikke noget på tyskerne, noget skidt de har gjort, som jeg kan bruge mod dem"?
Det havde min far ikke rigtigt, det eneste han kunne komme i tanke om var, at tyskerne havde skudt efter fugle hen over vores have. Men det
var jo ikke meget værd i retssagen.
Til sidst lød dommen på ’’barnestreger/drengestreger’’, og de unge gik fri. Tyskerne fandt sig i det.
Tyske soldater til begravelse
På Nordre Rønner var der som omtalt også nogle få tyske soldater udstationeret. Og det var måske det fredeligste sted at være besættelsesmagt i hele verden: På øen boede der én familie! Fyrmesteren og hans familie, der talte kone og vistnok 5-6 børn.
Børnene skulle dagligt sejles frem og tilbage til skolegang i Vesterø, men derudover skete der stort set intet på øen. Jeg mener, at det var to unge mænd, der i flere år udgjorde den tyske styrke på øen, og de fik ret hurtigt et venskabeligt forhold til fyrmesterfamilien.
Soldaterne skulle holde øje med skibs- og flytrafikken, og da det var en overkommelig opgave, havde de unge mænd ikke meget andet at lave end at snakke med familien. De var jo blot nogle store drenge, der var sendt langt hjemmefra.
På et tidspunkt mod krigens slutning døde fyrmesteren. Det var et hårdt slag for konen og de mange børn.
Begravelsen fandt sted i Vesterø, og mange læsøboere var mødt op for at vise deres respekt og deltagelse. Men der var to unge mænd i nogle sorte jakkesæt, som de færreste syntes, at de havde set før. De stod lavmælt for sig selv, og de havde tydeligvis svært ved at synge med på salmerne. Det var de unge tyske soldater, som var taget med til bisættelsen i fyrmesterens aflagte tøj!
Tyskerne kræver heste og vogne
En dag i krigens sidste dage hentede tyskerne min far til en tysk barak i Vesterø. Til stede var en tysk officer, en dansk ingeniør, som talte tysk, og to menige soldater med geværer.
Man læste op, at det var min fars pligt at skaffe et større antal heste og vogne til tyskernes transporter.
Min far spurgte, om de havde andre beskeder. Svaret var nej. Så rejste han sig uden at svare på deres krav og gik ud af den åbne dør, alt medens han tænkte: ’’Nu bliver jeg arresteret’’.
Det blev han ikke, og han gjorde ikke noget for at skaffe tyskerne heste og vogne.
Men hvorfor slap han af sted med det? Nok fordi, at krigen lakkede mod enden, og tyskerne trængte til at vise lidt ydmyghed.
Ballade ved kapitulationen
Da freden kom til Læsø, udviklede det sig paradoksalt nok til en af de farligste situationer i hele krigens tid. Jeg husker det på denne måde:
Jeg havde en minkfarm ikke så langt fra mejeripladsen i Byrum. Den 4. maj om aftenen var jeg henne for at fodre, da jeg pludselig hørte råben og skrigen fra hovedgaden. Jeg skyndte mig hjem, og her gik det op for mig, at krigen var forbi, og at folk fejrede det højlydt.
Min far og mor tog det mere afdæmpet. De sad og drak en kop kaffe. Dog røg min mor en cigaret. Det havde hun aldrig gjort før. Og heller ikke siden!
Men selv om krigen formelt var slut, var det langt fra at opholde sig i nærheden af tyskerne. Og de tog ikke hjem lige med detsamme.
Faktisk tog tyskerne i Vesterø dagen efter fredsbudskabet damperen til Frederikshavn for at gå i byen.
Da de kom tilbage til Vesterø om aftenen, var en masse Læsøboere taget til havnen for at fejre freden og deltage i den almindelige
aktivitet, der altid var, når damperen kom til øen.
Da broklappen gik ned, stimlede vi sammen for at se, hvordan tyskerne tog sig ud efter turen til Frederikshavn. De kom vaklende ud, 6-10 stykker, plakatfulde efter en gevaldig druktur. Det fik Læsøboerne til at grine og more sig højlydt. Der var ikke megen værdighed over den tidligere besættelsesmagt. Men vi kunne da også godt forstå, at de havde behov for at slå sig løs efter en lang og kedsommelig tid på en fjern ø.
Men straks, da tyskerne var forbi broklappen, blev der dødsstille. For lige i hælene på tyskerne kom de unge piger, som havde fraterniseret med tyskerne gennem krigsårene.
Der blev dannet en smal korridor, som pigerne tavse og med bøjet hoved gik gennem. Men stilheden varede ikke længe, for pludselig begyndte nogen at råbe skældsord efter dem.
Og så var der en, der løb efter dem og prøvede at hive dem i håret. Det var tydeligt, at der var optræk til, at håret skulle klippes af dem, den ydmygende behandling, som mange såkaldte "tyskerpiger" fik andre steder i landet.
Jeg så det, og jeg syntes, at det var beskæmmende. Mange af de piger var ikke særlig godt begavet, og de var ikke klar over, hvad de havde rodet sig ud i med deres omgang med tyskerne.
Men så skete der det, at en gruppe frihedskæmpere fra øen lagde sig imellem og fik fanget pigerne. De tog dem og kørte dem op til politistationen i Byrum, som frihedskæmperne havde fået kontrol over dagen før.
Her låste de pigerne inde. Ikke for at fængsle dem, men for at beskytte dem mod hævngerrige Læsøboere!
Men dermed var det ikke slut.
For tyskerne i Vesterø, der som beskrevet var godt berusede, mødte op foran politistationen i Byrum, bevæbnet med deres skydevåben. De ville have pigerne sluppet fri.
Men frihedskæmperne var væk, døren var låst og nøglen var ikke at finde. I ren frustration skød de ophidsede tyskere en salve i bagenden på rutebilen, der tilfældigvis kom forbi. Så vidt jeg ved kom ingen til skade.
Jeg befandt mig foran vores hus ved mejeripladsen sammen med min ældre bror, Arne. Vi kunne høre skyderiet, og vi talte om, hvor farligt det var. Så fik jeg den ide at gå op og tale med tyskerne i barakken ved Thorvald Hansens tårn.
Her var der tre tyskere, og en af dem var en gammel fornuftig mand. Han var vel over 60 år og meget interesseret i havebrug på Læsø. Jeg mener, at han var gartner i det civile liv.
Min 10 år ældre bror var ikke så god til tysk, men jeg kunne føre en nogenlunde acceptabel samtale. Det blev derfor mig, der førte ordet og forklarede tyskeren, hvad der foregik længere nede ad gaden. At det var en farlig situation, og om ikke de kunne gøre noget. Den gamle tysker sagde til de to unge "Tag jeres geværer og kom med", og så skridtede de af sted mod politistationen.
Vi fulgte efter, og vi kunne på god afstand se, at "vores" tyskere mødte gruppen fra Vesterø på gaden lige der, hvor Super Brugsen ligger i dag.
Her gav den gamle tysker de unge berusede en ordentlig skideballe. Han gjorde dem det klart, at krigen var forbi, og at de skulle tage at opføre sig ordentligt. Så faldt de til ro og tog tilbage til Vesterø.
Dermed var der ikke meget ballade tilbage i dem, og tyskerne forlod øen de følgende dage i god ro og orden.
Barndommen på Læsø slut
Efter krigen fortsatte min far i en årrække som sognerådsformand. Og selv om Læsøboerne slap nådigt gennem krigen i forhold til så mange andre, så er der ingen tvivl
om, at det var en tid fyldt med bekymringer og ængstelse for min far.
Befrielsen betød også, at min barndom og tid på Læsø var forbi. Jeg forlod øen i 1945 for at tage til København og uddanne mig til læge.
Jeg kommer stadig på Læsø i mit sommerhus og tænker af og til på de mange pudsige oplevelser jeg havde i min barndom. Krigen udgør et særligt kapitel i Danmarkshistorien, og da der efterhånden ikke er mange øjenvidner tilbage, synes jeg, at det er vigtigt at give mit bidrag til denne del af Læsøs historie.
