NAVIGATION

Læsø blev kaldt Kattegats blæksprutte pga. af de mange rev og undersøiske grunde, der lå som fangarme ud fra Læsø. Lokalkendskab, gode instrumenter og årvågenhed var afgørende for en sikker sejlads forbi Kattegatøen. Navigation i farvandet rundt om Læsø foregik oftest ved hjælp af landemærker, altså faste naturlige eller menneskeskabte strukturer som for eksempel øens 4 kirketårne. Et grundigt kendskab til øens undersøiske rev og deres beliggenhed var en forudsætning for at kunne navigere i farvandet rundt om Læsø. Hvis man ikke var i besiddelse af tilstrækkeligt med viden om de lokale forhold, måtte man stole på sine instrumenter.

Kompasset:
Et magnetisk kompas fungerer ved at måle Jordens magnetfelt. Det består af en magnet, der er hængt op, så den kan dreje uhindret rundt i det vandrette plan, (kompasrosen). På grund af magnetfeltet omkring Jorden vil magneten orientere sig med sin nord- og sydpol pegende mod Jordens modsatte magnetiske poler. Kompasrosen er inddelt i 360°. Kompasnålen består af en eller flere kunstige magnetnåle, der er befæstede på kompasrosens underside således, at deres magnetiske akser er parallelle med nord- og sydstregen på samme.

Kompasset bruges enten til at styre efter og kaldes da styrkompas, eller det bruges til at pejle med og kaldes da pejlkompas. Ved at styre forstås at lægge skibet i en bestemt retning, og denne retning, der altså angives af skibets køl, kaldes den styrende kurs.

Sekstant
En sekstant er et vinkelmålingsinstrument, som anvendes til at måle vinklen mellem den synlige horisont og et himmellegeme. Denne vinkel kaldes for himmellegemets højde. For eksempel kan man ved hjælp af en måling af Nordstjernens højde eller solens højde ved middagstid bestemme observatørens breddegrad ved opslag i tabeller i en almanak. Instrumentet er beregnet til at kunne holdes i hånden uden stativ og består af et stel, corpus, hvorpå der er en graddelt bue, limben, og en bevægelig arm, alhidaden, begge forsynet med spejle, samt et monokular, kikkertsigte. Den har fået sit navn fra latin sextans, som betyder en sjettedel, da instrumentet er på 60 grader - en sjettedel af en fuld cirkel, og er en videreudvikling af oktanten (der var på 45 grader eller en ottendedel af en fuld cirkel). Spejlsekstanten, der blev opfundet i 1750'erne, kan med bueminuts nøjagtighed måle vinkler op til 120° (i praksis dog noget mere).

Når en lysstråle møder et spejl, så reflekteres den i det plan, der går gennem den indfaldende stråle og spejlets normal i lysstrålens indfaldspunkt således, at udfaldsvinklen bliver lig med indfaldsvinklen. Denne lov for lysets refleksion danner baggrund for konstruktion af reflektionsinstrumenter.

Loggen:

Loggen er et instrument, der måler et skibs hastighed. At udføre målingen kaldes at logge.

Loggen nævntes første gang i slutningen af 1500-tallet. Den bestod da af et træstykke, der kastedes i søen forude i skibet. Tidsrummet indtil træstykket passerede et bestemt punkt blev målt med et sandur, et logglas, og da afstanden var kendt, kunne hastigheden beregnes.

Den almindelige log, anvendt fra 1600-1900-tallet, bestod af en ca. 20 cm høj træplade, logflynderen, fastgjort til en logline med knuder, knob, påført med jævne mellemrum. Logflynderen blev kastet i vandet, hvor den stillede sig lodret og forblev på samme sted. Loglinen løb i en afmålt tid frit ud fra skibet, og det udløbne antal knob var et mål for farten (heraf stammer enheden knob for hastighed til søs).

Slæbeloggen eller patentloggen blev almindeligt anvendt fra 1865. Den bestod af et torpedoformet legeme med påsatte finner, logrotatoren eller flynderen, hvis rotationer gennem loglinen overførtes til loguret på skibet. Tilførtes loggen en tidsimpuls, kunne den sejlede fart gennem vandet beregnes. Denne logtype har været almindeligt brugt indtil 1980'erne.

Loddet:

Havets dybde og bundens beskaffenhed findes ved lodning, og det derved fundne resultat kaldes et lodskud.

Loddet er af bly og har form af en afkortet kegle eller pyramide. Til brug på små dybder har det en vægt på 2 til 6 kilo og kaldes da håndlod, mens man på større dybder bruger det såkaldte dybdelod, der vejer fra 15 til 30 kilo. I den tykke ende er loddet forsynet med en strop, hvori linen fastgøres, og i den tykke ende har dybdeloddet tillige en udhuling, hvori der smøres godt gennemæltet talg, når man ved lodning, foruden dybden ønsker at kende bundarten.