Snurrevodskutteren FN 162 Ellen er en del af Læsø Museum

Museets snurrevodskutter FN 162 ELLEN med logoet "den lille hval" på stævnen, blev i 1906 bygget på det lokale J. O. Dolmers skibsværft.
Skibet beskrives dengang som "sejlskib (med jagtrigning) med hjælpemotor og med brønd og hjælpeskrue. Middelfyldig bov med glat stævn. Hækbygget med halvrundt spejl. Bygget på kravel af eg. Ufuldstændig inderbeklædning. Forsynet med petroleumsmotor på 10 HK. Fast skrue med 2 stilbare blade fra fabrikken "Dan", P. Jørgensen, København".

Skibet var registreret som fiskerfartøj, under navnet "FRI". Længden var 9,88 meter, bredden 3,90 meter og dybden 1,68 meter. Bruttoregistertonnagen var opgjort til 10,89 BRT og nettoregistertonnagen til 2,98 NRT. Prisen for fartøjet var 3.000 kr.

De første to år fiskede skibet fra Anholt, men siden 1908 har skibet fisket fra Vesterø med forskellige ejere og under forskellige navne. ELLENs sidste aktive fiskeskipper, Henry Vistrup, "gik i land" i 1987 og solgte i 1989 skibet til Læsø Museum.
I forbindelse med museets køb af ELLEN, blev der afholdt stiftende generalforsamling for Bådelauget ELLEN. Lauget står for den daglige drift og vedligeholdelse af skibet.

ELLEN har tidligere båret disse navne: FRI, INGRID og ELLEN MARGRETHE.
Ejere - Anholt: Søren Christian Sørensen.
Læsø: Peder Chr. Pedersen Jerup, Oscar Emil Wiis, Niels Peter Jacobsen, Jul. P.
Jacobsen, Otto Jacobsen, Peter Møller, Svend Aage Møller, Henry Vistrup, Læsø Museum.

I 2002 blev ELLEN erklæret for bevaringsværdigt fartøj af Skibsbevaringsfonden.

Museet forsøger at bevare kutteren sejlende, og Ellens Bådelaug sejler jævnligt ture med hende.

Følg med i Ellens hverdag på Facebook >