L.C. Klitteng; læsøbageren som aldrig bagte et stykke brød på Læsø, men var fra Frederikshavn.


En opvækst i Frederikshavn og læreplads hos hele 5 forskellige bagermestre gav Klitteng en solid og alsidig uddannelse. Efter svendebrevet gik turen til København og det anderkende konditori Richardts i Hovedvagtsgade. Her blev uddannelsen afrundet og Klitteng tilbød sine kundskaber til provinsens bagermestre og lokkede med øget omsætning grundet sine fornemme opskrifter.

Det blev bagermester Fangel i Fredericia som slog til, og Klitteng holdt sit løfte. Omsætningen steg så snart at det rygtedes, at Fangels
bagværk var så lækkert, som det fineste man kunne få i København. 

Sygdom satte en brat stopper for succesen. Klittengs iskias var angrebet så slemt at han havde svært ved at støtte på benene. Selv efter en
måneds kur i København var lægens dom ”Unge mand – De har bagt deres sidste bolle”.

Nu begyndte en tilværelse som omvandrende salgsmand udi lagkagepapir og poser og den slags, som bagere brugte.

En dag dumpede Klitteng ned midt i en familietragedie på Strynø, hvor den lokale bager var blevet syg, og Klitteng måtte træde til og
hjælpe den stakkels bagers kone. Resultatet blev et bifald fra præstefruen og alle sognerøddernes koner så stort, som han aldrig siden havde fået for en kaffekringle noget sted i verden.

Oplevelsen på Strynø gav inspiration til det liv Klitteng kom til at leve de næste 31 år.

Snart var lagkagepapiret skiftet ud med titlen som konsulent udi wienerbrødbagningens ædle kunst. Efter et par år var der ikke en provinsby tilbage i kongeriget, som ikke havde haft besøg af Klitteng . Derfor måtte han i sommeren 1905 se sig om efter nye græsgange. Det var en svensk kollega, der hjalp ham videre for med hans egne ord: ”Jeg har aldrig været særlig snedig til det med opsparing, så jeg var på helt bar bund i det øjeblik”. Men med ti kroner i pant for en ring, lykkedes det for Klitteng at sætte over sundet og påbegynde sin erobring af det øvrige Skandinavien.

Fra Sverige til Finland over Rusland, tilbage til Læsø hvor julen i 1907 blev holdt sammen med forældrene. Året efter gik turen til London,
tilbage til København, Wien og Paris fulgte snart efter.

Da krigen brød ud i 1914 befandt Klitteng sig stadig i Frankrig, men skyndte sig nu nordover væk fra krigshandlingerne tilbage til
Sverige hvor den gamle rutine kom i sving igen. ”Besøg på bladene, besøg hos bagerne, skilte, annoncer, fotografier, kursus – og så videre på ruten”. Men nu morede det ham ikke længere for; ”Det er ikke sjovt at jokke rundt i Sverige, når man har stilet efter San Francisco”.

Inden turen kunne gå til Amerika måtte Kliteng naturligvis forbi sine forældre på Læsø, hvor han i længere tid havde sendt penge hjem til opførelsen af et nyt forsamlingshus i Vesterø, således at de stakkels folk fra Vesterø ikke skulle gå den lange vej til Byrum, hvor, det på det tidspunkt, eneste forsamlingshus lå. Men ikke så snart at huset var indviet, rejste Klitteng videre til Kristiania i Norge.

Nu gik turen til Amerika, hvor Klitteng ikke alene forsøgte at udbrede kendskabet til det danske wienerbrød, men også andre danske specialiteter. Verdenskrigen betød, at der var opstået knaphed på mel, sukker, fedt, smør og kort sagt alle de ingredienser, bageren skulle bruge for at lave sit wienerbrød. Klitteng kom da på idéen om at forsøge at udbrede det danske rugbrød og øllebrød til amerikanerne. De dårlige tider betød, at Klitteng havde svært ved at finde villige aftagere af sine kurser. I december 2017 må han derfor krybe til korset og melde sig på engageringsbureauet i Los Angeles for at høre, om der skulle være et job til en arbejdsløs bagersvend fra Frederikshavn. Det lykkes at få arbejde hos en bager i Arizona, hvor han ankom juleaftensdag til det fattigste julebord, han nogensinde havde oplevet. Da han så ligger om natten under nogle slidte hestedækkener i et usselt hummer under trappen, er han ganske nær på at opgive drømmen, og i stedet slå sig ned i en lille by med en yndig kone og en betrygget fremtid. Men så falder han i søvn og drømmer om ”smørkager, som blev båret frem på sølvfade, menes fanfarer lød fra guldtrompeter i kejserens af Kinas marmorslot, og jeg drømte om indiske Maharajaer, der dryssede borgmesterstænger over med hakkede rubiner i stedet for mandler”.

Bagersvenden fra Frederikshavn hutler sig igennem, mens han venter på at krigen skal slutte. Klitteng befinder sig i Texas, da krigen
sluttede den 11. november 1918. Nu tog forretningen endelig fart igen. 

Efter 5 år i USA og endnu fem år i Canada var det blevet tid til at vende næsen hjemmad. Ikke for at blive men for at planlægge det næste
store erobringstogt til østen.

Inden turen går videre til østen får han hjemme på Læsø sammen med købmanden, snedkeren og slagteren startet Læsø Turistforening, der straks går i gang med at sætte Læsø på Danmarkskortet.

Det var under dette ophold hjemme i Danmark, at Klitteng oplevede sin største succes. Anden Pinsedag 1926 havde han komponeret en ny
slags lagkage. Og da Kongeparret boede på Klitgården, besluttede han at overrække dem en prøve. Kongen blev så imponeret, at han personligt opsøgte Klitteng i hans forretning og gav ham efterfølgende lov til at kalde den nye lagkage ”Christian den Tiendes Kage”. Med den rejste Klitteng på ny riget rundt.

Nu fulgte en årrække hvor Klitteng bagte for så prominente personer som Præsident Relander i Finland og for Sigrid Undset i Lillehammer.
Han bagte for Kong Gustav af Sverige på Stockholms Slot og for Greta Garbo. Den 24. maj 1935 bagte han for Frederik af Danmark og Prinsesse Ingrid af Sverige, da bryllupsfesten stod i Stockholm. ”Da Dannebrog stævnede ud med de nygifte om bord på vej mod den store modtagelse i København, var det mine Wienerbrød og Smørkager, der stod på bordet. Det var store dage og det var glade dage.”

Men midt i alt lykken og succesen oplever Klitteng sit livs tragedie. Under en demonstration i Tumba den 4. november 1936 oplever han det
pludseligt, som om der bliver lagt et lag af uld over hans øjne. Han haster til København, men på trods af flere operationer lykkes det ikke at redde hans syn.

”Tilbage blev kun en skyggeverden af lyde og lugte og smag og følelsen af kulde og varme og smerte og lykke og sorg. – Mest det sidste,
tænkte jeg, mendens alt det jeg havde oplevet, hele det dejlige liv, gled forbi mig, som man siger, det glider forbi den mand, der er ved at drukne. Mest sorg må det vel blive”.

Efterfølgende blev han udskrevet og fik en invaliderente.

”Og her sidder jeg nu, Læsøbageren. Kejseren af Japan og Maharajaen i Jodhpur fik aldrig deres smørkager. Men Kongen af Danmark sagde, at jeg havde udført et anerkendelsesværdigt arbejde…”

”Der er mange præsidenter og guvanærer og ministre, men der har aldrig været mere end én Læsøbager i hele verden.”

Og så skidt med, om han aldrig har bagt et stykke wienerbrød på Læsø!

Hakon Mielche 1944