Fløjstagen er en del af Læsø Museums logo og har sin helt egen historie

På Læsø siger man fløjstage- eller stang, ikke flagstang, fordi det vigtigste er vejrfløjen i toppen, der viser, hvilken vej vinden blæser. Fløjstagen blev også anvendt til signalering og ved festlige lejligheder.


Allerede i 1700-tallet eksisterede der et sæt fuldt udviklede flagskikke.
Man flagede med alskens udenlandske flag, der var bjærget ved strandinger.


Ved bryllupper flagede man ikke mindre end 5 gange: Når manden flyttede til pigen; når der blev bestilt lysning; når der blev indbudt til bryllup, på selve bryllupsdagen, og endelig dagen efter, hvor gæsterne flagede som tak for gildet.


Fløjstagen fungerede også som øens optiske telegraf, idet man derfra på kort tid kunne sende besked ud over hele den flade træløse ø, som Læsø dengang var. Man brugte ikke kun flag, men også kurve til at signalere med.


Et vigtigt signal var meddelelsen om stranding, som startede fra forbjergerens fløjstang og derfra spredtes som en løbeild ud over øen.


Når skipperen for et vodselskab skulle give besked til sine fæller om at sejle ud at fiske med voddet, hejste han en kurv i sin fløjstang.


På samme måde meddelte man hyrde-drengene i Nordmarken og på Rønnerne, at de skulle komme hjem med dyrene. En time før kirketid hejste degnen et tegn, der så blev taget ned igen, når gudstjenesten begyndte.


I dag følger Læsøboerne den almindelige, danske flagskik – men der tales
gerne om de gamle skikke fra dengang.