Tro & Overtro på Læsø

Jesper Brochmands Huus-Postill 1760

Jesper Brochmand (1585-1652) var professor ved Københavns Universitet 1610-1638 ogbiskop over Sjælland fra 1638 til sin død. Han var med til at opbygge det dogmatiske system, som skulle danne begrundelsen for den rette lutherske lære under perioden med den lutherske ortodoksi. Han stod desuden i et nært forhold til Christian IV. Huus-Postill er et opbyggeligt skrift, der blev en klassiker – det var i næsten 200 år en af de mest udbredte andagtsbøger i Skandinavien. Skriftet fremlægger en forkyndelse, som er centreret om Jesu sonedød for menneskets skyld.



Uddrag af juleprædiken s. 60-61:

Evangelium paa Christi Fødsel Dag.

Luc. 2. Cap. 1-14. v.

s. 60

Men det begav sig i de Dage, at en Befalning udgik fra Keyser Augu=

stus, at al Verden skulde beskrives. (Denne Beskrivelse var den

første, som skede, der Cyrenius var Landherre i Syrien.) Og alle

gik at lade beskrive sig, hver til sin egen Stad. Men Ioseph gik ogsaa op af

Galilæa, af den Stad Nazareth til Iudæa, til Davids Stad, som kaldes

Bethlehem, fordi hand var af Davids Huus og Slægt; at lade beskrive sig

med Maria sin trolovede Hustru, som var frugtsommelig. Men det skede,

som de vare der, blev Tiden fuldkommen, at hun skulde føde. Og hun fødde

sin Søn den Førstefødte, og svøbte ham, og lagde ham i en Krybbe; thi de



s. 61

havde intet Rum i Herberget. Og der vare Hyrder i den samme Egn, som

holde Nattevagt over deres Hiord. Og see, HErrens Engel stod over dem,

og HErrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare. Og Engelen

sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal

vederfares alt Folket. Thi eder er i Dag en Frelsere fød, som er Christus,

HErren i Davids Stad. Og det skal I have til Tegn: I skal finde et spædt

Barn svøbt, liggendes i en Krybbe. Og strax var med Engelen en himmelske

Herskares Mangfoldighed, som lovede Gud, og sagde: Ære være Gud i

det Høyeste, og Fred paa Iorden, og i Mennisker en Velbehagelighed.

Brændevinspræsten på Læsø

Pastor Christoffer Clausen, født 10.12.1872, blev ansat som præst i Vesterø på Læsø i 1917. Han var en lidt egen type præst, som mest hjalp de
fattige i sognet, hvor han kunne. Men allerede i 1919 blev der klaget over ham til kirkeministeriet. Den 6.-8. marts 1919 var der bispevisitats på øen, og der blev holdt møde med præsterne. Der var 18 mand, som havde klaget over pastor Clausen. Klagen lød på flere punkter:

Clausens forkyndelse og optræden ved mindegudstjenesten for de under verdenskrigen omkomne søfolk.
Clausens ivren mod lægfolks bibellæsning.
Clausens tale mod en for hyppig altergang.
Clausens arbejde for de private skriftemål, som ville have det til følge, at altergangen tog af og kirkegangen forsvandt.
Clausens konfirmationsforberedelse.

Klagemålene blev uddybet af de klagende, og til slut blev der udtalt fra de klagende mænd, at menighedslivet på Læsø var truet, hvis Clausen
forsat blev som præst på Læsø.

Ved samtalen med Clausen fandt biskoppen ikke, at der var noget uluthersk ved ham. De øvrige klagemål passede i store træk; men der udtaltes
samtidigt, at disse forhold ikke ville blive afgørende ved bedømmelsen af sagen. Pastor Clausens særlige psykiske anlæg bevirkede, at han omformede kendsgerninger og forhold efter eget ønske, og han havde en sygelig overvurdering af sin egen betydning, og tro på, at han skulle tage sig af alt og alle på øen. Han krævede sognepræsten til regnskab, fordi denne ikke ville holde altergang på første helligdag efter de store højtider, og kontrollerede sogneråd, embedslæge, birkedommer og lærer osv. Dette skyldtes en sørgelig ringeagt for den befolkning han skulle tjene med evangeliet. Følgen var, at de af ham afholdte gudstjenester blev ringe besøgt. Biskoppen anbefalede en advarsel, og
endnu en advarsel blev givet senere.

Clausen afsættes

I 1921 var det galt igen, og nu fandt Kirkeministeriet, at Clausen ikke kunne fortsætte som præst på øen og burde afskediges. Men han skulle bedes  om selv at sige op af egen fri vilje, for man ville så give ham en mindre understøttelse til supplement af den pension, som måtte tilkomme ham. I 1921 blev Clausen således afsat som præst på grund af ”katolske tendenser”.

”Himmerige”

I 1921 boede han på Bogøgård hos sagfører Cloumand. 1922 på Holmelund i Byrum, hvor der da var skole. Senere træffer vi Clausen i Himmerig,
Bangsbo, hvor han ved det lille landbrug startede sit brændevinsbræderi. Brændevinen gav han væk som medicin til folk, solgte noget, og smagte også selv på en del af den.

Han havde en karl, som også skulle være kok. En dag lettede en besøgende hos Clausen på grydelåget, og han troede, der var et pindsvin i
gryden men det var bare karlen, som havde klippet hønen med uldsaksen. Det var jo nemmere.

Hjemmebrænding

Øvrigheden var begyndt, at fatte interesse for Clausens brænderi. Den 4. april 1932 blev kredslæge Henriksen sendt på opdagelse hos Clausen.
Kredslægen skrev i sin rapport: ”Da jeg besøgte Clausen på Læsø var han i gang med at tærske sammen med en daglejer. Han gav mig med det samme et ejendommeligt indtryk. Han søgte på ingen måde, at tage tøj på efter sit arbejde, men kom ud på tærskeloen i sorte klæder af
teologisk snit, ganske vist ældgamle og flossede, lappede og hullede, med stift – men langtfra hvidt – kravebryst, sort slips og stiv rundpuldet hat. Alt godt dækket af støv og avner. I huset blev kun et enkelt rum brugt til beboelse – meget sparsomt og tarveligt møbleret. De lave gardinløse vinduer blev aldrig åbnet, og i dette uopvarmede rum var en klam og syrlig lugt, som næsten tog vejret fra mig. En gammel sofa stod foran vinduerne, foran den et bord og et par stole, voksdug på bordet og en snavset serviet og en gammel feltseng med et
snavset rødt tæppe. På forsiden af sengen var der slået et gammelt alterbordstæppe på. I baggrunden sås et par chartoller, hvor bøgerne MED
kirkefædrene STOD, og på væggene hang gamle gulnede fotografier. Det hele bar præg af fattigdom og forfald. Nu havde Clausen fået skiftet frakke og slog sig ned i sofaen og begyndte at snakke. Jeg fik indtryk af en kultiveret og velbegavet mand; men en ensidig personlighed, som var kommet helt ud af kontakt med den tid han lever i, så han føler et ligefrem fjendtligt forhold overfor tidens tanker og den befolkning han lever i blandt, som føltes mærkelig i forhold til hans hjælpsomhed og godhed. Hans opfattelse var, at folk skulle passe deres arbejde, gå flittigt i kirke, skrifte og overlade alt andet til deres præst, forsage alle adspredelser og lignende.”

En mand i Frederikshavn har fortalt, at han som dreng var med sin far på Læsø for at sælge noget. De kom ud til ”Himmerig”, men kunne ikke finde Clausen. I det første værelse var en seng, der var bygget tag over med et lagen. Gennem lagenet gik et rør som kom fra loftet. Han kunne tydeligt huske, at det sagde dryp – dryp under lagenet. I det næste værelse var der også en seng med et lagen over. I det tredje værelse lå Clausen med træskostøvler på i sengen.

Ørelæge Hald i Frederikshavn fortalte engang, at han som ung læge afløste på Læsø og et par gange i midten af 1930’erne havde truffet Clausen,
som da kørte rundt på øen med et studeforspand og en gammel vogn.

Clausen straffes

Clausen blev endelig straffet for sit brænderi den 30.3.1933 iFrederikshavn og fik 60 dages hæfte og hans grejer blev inddraget. Men da
Clausen kom ud igen, fik han en smedemester på Læsø til at lave et nyt brænderi og gik i gang igen.

Clausen førte en stadig kamp mod øvrigheden og i 1937 gik det atter galt. Denne gang beslaglagde politiet følgende effekter:

En klar flaske med 0,375 l 46 % brændevin. En ølflaske med 40 % brændevin En gryde med væske som var opsat til gæring, samt 2 apparater, som tilsammen udgjorde et destillationsapparat.

Man fandt ud af, at Clausen fra juli 1933 til oktober 1937 skønsmæssigt havde lavet ca. 50. L ren alkohol. For den ikke tilvejebragte
spiritus forlangte Toldvæsenet nu en afgift på: kr. 429,69,- i told.

Clausen sagde under den følgende retssag, at han kun havde lavet ca. 20 L sprit – 50 L var sat for højt. Han mente, at den dyre brændevin, man
købte i butikker ikke var god, da den var tilsat dårlige stoffer, som ødelagde smagen. Han havde i øvrigt heller ikke råd til at købe den, og hans
hjemmelavede var bedre.

For helbredets skyld

Clausen forklarede, at et moderat forbrug af brændevin, dvs. en áto snapse 2-3 gange dagligt havde en heldig indvirkning på legemets forskellige
funktioner, men under særlige omstændigheder var det nødvendigt, for at individet overhovedet kunne opretholde livet og befinde sig godt. Clausen henviste nu til hårdt arbejde udendørs, såsom fiskere på havet, til landarbejdere, grøftegravere, skærveslager i frost og vinterkulde. Det kunne anses for udelukket, at sådanne mennesker kunne gennemføre det strenge arbejde og bevare deres heldbred uden alkohol. Også i sygdomstilfælde såsom forkølelse, mavekatar, iskias blev spiritus brugt som medicin langt tilbage i tiden, indtil det nuværende styre havde besværliggjort tilvirkningen og omsætningen i en sådan grad, at brændevin nu ikke mere var alle mands drik.

Clausen sagde at han selv døjede med læggekramper, som han lindrede med brændevin, samt at han blev syg hvis han ikke fik snaps til sin
mad. Clausen var godt klar over, at han havde overtrådt loven, og ville tage sin straf uden at gå i sultestrejke eller andet humbug.

Loven

Han mente dog, at lovene var lavet helt forkert og i strid medmoralen. Det styre, som lavede sådanne love var rent tyranni. Han havde på
vælgermøder hørt, at politikerne manglede viden om kultur og dannelse. Når han ikke kunne have respekt for dem, kunne man heller ikke forlange, at han skulle overholde lovene de lavede.

Man fandt nu, at Clausen havde handlet ud fra idealistiske grunde. Betalingen han havde modtaget var kun for at få udgifterne dækket. Han var en fattig mand, som dårligt kunne leve af sin pension. Hans strafpåvirkelighed syntes på forhånd tvivlsom, men man antog, at han ville holde op med sine lovovertrædelser, hvis han kunne risikere nye straffe.

Dommen kom til at lyde på, at Clausen havde fremstillet 20 L ren alkohol til kr. 168,03,- i told. Desuden skulle han betale kr. 100,- i bøde og
hans apparater skulle konfiskeres.

Clausen flytter

Pastor Clausen tog efter den sidste bøde ophold i Nørregade 6,Vejgård, ved Ålborg. Han fordrev tiden med at gå rundt og tale med folk, give
gode råd og hjælpe, hvor han kunne. Han døjede dog med krampe og mavebesvær, så han gik i gang med at brygge igen til eget forbrug. Han sagde stadigvæk, at hans hjemmebrændte snaps var den bedste og at han ikke havde råd til at købe. Tolder Carl Becker, som har været tolder på Læsø, fortalte, at mens han var tolder i Ålborg, boede han i samme opgang som Clausen og talte tit med ham. På daværende tidspunkt skrev Clausen på sine erindringer fra Læsø. Senere flyttede pastor Clausen til København, hvor han i 1948 i en alder af 76 døde. Erindringerne han skrev, er vel borte med ham, men hans tegning til destillationsapparatet er bevaret.

Ernst Jensen i Museumsforeningens Årsskrift af 1986



Mads Tveden

En person som i modsætning til Pind-Niels ikke var frygtetmen derimod beundret, grænsende til berømmelse var Mads Tveden. Inden øen fik
sin egen læge af kongelig resolution den 14. november 1800, lykkedes det Mads Tveden under isvinteren 1799, at redde besætningerne fra to strandinger. På trods af alvorlig koldbrand hos flere af de engelske søfolk, kom flere af dem sig nok til, at de ved egen hjælp kunne gå fra Mads Tvedens gård det efterfølgende forår. Ifølge den samtidige birkedommer på øen Lars Hess Bing skyldes Mads Tvedes ”ved praksis erhvervede indsigt i lægekunsten” hans besiddelse af Henrik Smidts store lægebog. Lægebogen endte siden på Læsø Museum, hvor den kan ses i dag.



Henrik Smiths lægebog

Skåningen Henrik Smith (ca. 1495-1563) er en af debetydeligste folkeoplysere i 1500-tallets første halvdel med et stort
 forfatterskab på modersmålet. En tidlig del af hans litterære arbejde bestod i reviderede udgaver af Christiern Pedersens katolske skrifter, men ligesom Christiern Pedersen støttede Henrik Smith reformationen og fulgte Christian II i landflygtighed. Her og hjemme igen virkede han som fortaler for den nye lære bl.a. med en katekismus (1537). Hans medicinske forfatterskab, der i høj grad er sammenskrivninger af udenlandske værker, fik et langt efterliv.

Uddrag fra lægebogen:

Det xxj. Capittel. Om Haar det vdfalder.

FAlder noget Haar aff Hoffuedet / da brent Duemøg til aske /
oc giør en Lud her aff oc to Hoffuedet her met / dette er it forsøgt stycke /
siger den Læge Petrus Hispanus.

Eller tag Egeløff / oc imellem barcken aff Ege træ / sind
disse i Lud eller i Vand / oc to Hoffuedet offte her met / oc lad det tørris
aff sig selff.

Hoffuetskel at fordriffue.

Mand skal offte to Hoffuedet met Vand eller met Lud / huor
vdi Katteosterødder saadne ere.

Eller tag Huedekled / lad der paa siuendis het Vand / oc lad
det saa staa dag oc nat / sie det saa igiennem en Klud / oc lad der lit Edicke
vdi / her met to Hoffuedet offte.

Tag sinaa Frøer / brent dem til Aske / oc giør Lud her aff /
oc to Hoffuedet offte der met.

Malure oc Abrod saadne i Lud eller i Vand / Hoffuedet her
met toet / holder Haaret paa Hoffuedet / saa at det icke vdfalder.

Haaret smurt met osen aff Huideløg giør det samme.

Vedbende som vorer op til Træ / oc Abrod vdi Lud saadn: / oc
Hoffuedet her met toet giør det samme.



Religiøse samfund

Af en ø med et så beskedent befolkningstal, er det overraskende, at der har været behov for hele 4 kirker (Vesterø Havnekirke nedlægges i 2004) og 4 missionshuse. Årsagen hertil skal til dels findes i den historiske rivalisering mellem de forskellige egne men også i de geografiske afstande, der specielt tidligere vanskeliggjorde regelmæssig kirkegang andre steder end i nærmiljøet.
 
Til de 4 kirker og missionshuse kommer en lang række religiøse samfund som ikke nødvendigvis praktiseredes i en af kirkerne eller et af missionshusene, men i de udøvendes egne stuer. Af religiøse bevægelser der praktiseredes på Læsø kan nævnes, Jehovas Vidner, Pinsebevægelsen og Apostolsk Kirke. Inden for folkekirken har især Indre Mission haft mange tilhængere på Læsø.



Morten Larsen fra Louskobach

En frimenighedspræst fra Læsø som havde stor betydning for bevægelsen er Morten Larsen fra Louskobach. (Se maleriet)
 
I gamle dage var der på Læsø et sted, der hed Louskobach, og det lå omtrent der, hvor strandgården i Vesterø ligger i dag. Det er i hvert
fald angivet på de gamle kort over Læsø. Skal vi oversætte Louskobach til nudansk bliver det til Løvskovbakke. Man kunne jo tænke sig, at der så må have været en løvskov dér på bakken ved Strandgården, men det ved vi ikke noget om. Derimod kan man ud fra kirkebogen slutte sig til, at området Louskobach også har omfattet bostederne mod syd ned mod Kongevejen.

Stednavnet Louskobach forekommer nemlig jævnligt i kirkebogen i 1600- 0g 1700-tallet og er tit knyttet til de familier, der boede
netop der. De blev af præsten omtalt som ”jorddyrkere og fiskerfolk” når deres børn blev født, når de giftede sig og når de blev begravet derude ved søndre kirke. De har levet tæt på havet med udsigt til Pikkerbakkerne på fastlandet og med udsigt til – og chance for – en god stranding.

I begyndelsen af 1800-tallet boede på den yderste matrikel ud mod havet – det hus der nu er Strandvejen 23 – Morten Markussen. Han bliver
benævnt som ”Fisker og Jordbruger, Jagtfører, tillige Postfører”. Han har altså sejlet i åben båd til Sæby med posten og sikkert også med passagerer, når vejret tillod det. Morten Markussen blev kun 38 år. Præsten skriver den 30. august 1828: ”Fandtes død ved båden i nordre lå, Vesterø”. Anderledes gik det hans barnebarn, Morten Larsen, født d. 13. november 1851.

Hans mor, Karen Larsdatter Bang, døde i barselsseng i 1854, altså da Morten kun var 3 år, og hans far, Lars Markussen Mortensen omkom på
havet året efter. Som forældreløs havde han en kummerlig barndom, han blev kostet rundt med, sultede og i skolen fik han tæsk. Han blev endog så voldsom mishandlet, at han brækkede den ene arm, og det havde han mén af resten af sit liv. En tid var han hos sin farbror, Peter Gai Mortensen, som boede i huset Strandvejen 23. Der boede også farmoderen, Anne Gai Larsdatter Hjørring, som var den eneste, der var god ved ham.

Da Morten var 18 år gammel rejste han hjemmefra. Han tog til sin storesøster, Ane Kathrine, der 4 år tidligere var rejst til Thorup i
Nordsjælland og var blevet gift med en snedker. Derfrakom han til pastor Høeg, sognepræsten i Thorup sogn, og her blev han optaget som en søn i familien. Det nye liv med bøger og kærlige mennesker må have gjort Morten godt, selv om han stak slemt af med sit kejtede væsen og bondske udseende.

Morten kommer på Jonstrup Seminarium, og i 1873 tager han læreeksamen med 1. karakter. Og nu har han bestemt sig til at blive præst. I
1876 bliver han student og studietiden i København bliver et møde med tidens strømninger. Det er i det år Georg Brandes er i København, og Morten har ikke kunnet undgå hverken at høre ham eller høre om ham.

Efter sin teologiske embedseksamen i juni 1881 – 30 år gammel – rejser han til Paris, hvor han er præst for danskerne der. Herefter
kom der en svær tid for Morten. Han havde med kæmpeskridt bevæget sig fra sin farmors enkle gudstro og ud i verden, og han mødte dér påvirkninger og mange højst forskellige mennesker.

Modgang og sorger førte ham på et tidspunkt ud i en religiøs krise, der lammede ham både fysisk og psykisk, men han kæmpede sig op igen og
fandt sit kristne ståsted.

Hans klippefaste gudstro blev nu det, der drev ham i hans lange livsgerning som præst for frimenigheden i Holstebro. Han skrev flittigt
religiøse skrifter og var kendt i højskolekredse landet over.

I 1931, som 80-årig, besøgte Morten Larsen Læsø. Han genså – uden bitterhed – sin hjemegn, som engang kaldtes Louskobach, og sin slægt. Selv havde han ikke stiftet familie. Han forblev ugift og han døde den 19. september 1936. På Liselund ved Slagelse, en af grundtvigianismens højborge, hænger et stort maleri af Morten Larsen.

I 1941 skrev Karen Johansen, Morten Larsens søsterdatter, en bog om sin morbror, hvor der bl.a. fortælles om hans barndom på Læsø, og i 1946
skrev præst og forfatter Jens Krustrup en bog med titlen: Morten Larsen.

Af Edith Thorsen



Cyprianus


Cyprianuser en dansk betegnelse for de magiske håndskrifter, som tidligere var udbredt blandt kloge koner og mænd. De kendes allerede fra 1600-tallet og svarer til de tyske Faustbøger og franske grimoirer alle tryllebøger.

Cyprianus var ifølge traditionen en hedensk troldmand, der blev omvendt til kristendommen og led martyrdøden som biskop i Antiochia år 290. Trolddomsbøger tillagt ham kendes på græsk og latin allerede fra middelalderen. Ifølge folketroen er en Cyprianus skrevet med rødt og kan ikke brænde. Cyprianus bruges også som navn på "heksebogen", der menes at gå i arv blandt hekse. Fortællinger om Cyprianus og dens ejere har holdt sig langt op i 1900-tallets folketradition.

På Læsø skulle blandt andet Pind-Niels og Jørgen Børum Poulsen (Jørgen Pyh) have været i besiddelse af en Cyprianus.

Pind-Niels

En af de ældste overleveringer vi støder på når vi lederefter personer der tildeles overnaturlige evner er troldkarlen Pind-Niels
(udtales Pej-Niels). Pind-Niels blev beskyldt for trolddom da han efter en episode med en anden karl udtaler ordene: ”Så skal der også fare en stum djævel i dig” karlen sagde herefter aldrig igen et ord. Pind-Niels blev efterfølgende dømt til at brændes. Inden det kom så langt blev han dog rullet ned af galgebakken nordvest for Klitgaard i en pigtønde og først derefter blev han brændt. Pind-Niels optræder herefter som en art lygtemand og er særligt på færde jule- og nytårsnat hvor han går rundt og svinger med sin lygte så gnisterne står om ham og skræmmer folk.



Pastor Jersing & Langstræde

Ikke alle præster var lige gode. Pastor Jersing (Præst påLæsø 1802-1832) var blandt andet kendt for både at være synsk og at kunne ”mane”. Da den rige strandfoged til gården Langstræde dør og ikke kan finde hvile er det også Pastor Jersing som tilkaldes. Det lykkes da også præsten at mane spøgelset ned vest for gården ved en nedbrudt mølle, men gengangeren var stadig ikke bragt helt til ro. Til sidst måtte pastor Jersing love, at spøgelset måtte nærme sig et hanefjed (en hanes skridt) til gården hver nytårsnat. Når spøgelset når gården, vil den brænde. På selvsamme gård, langstræde hang i mange år et gammelt fåreskind på loftet. Skindet måtte ikke flyttes, ellers ville det begynde at spøge på Langstræde igen. Da den nuværende ejer ønskede at rive stuehuset til gården ned, måtte han sikre sig mod spøgeri ved at lade skindet brænde sammen med træværk fra det nedrevne hus. Hvorfor tage chancer med den slags!



Skiftinge

Ofte forsøgte de underjordiske, altså ellefolkene ellerdværgene, at forbytte et barn inden det var blevet døbt. Derfor var det vigtigt aldrig, at lade barnet være alene specielt efter mørkets frembrud. For at beskytte barnet, kunne man lægge stål (en kniv) eller noget arvesølv ned til barnet i vuggen.

At det ikke altid lykkedes, kan denne beretning fra Grüner Nielsens Læsøfolk i Gamle Dage bevidne:

Der var en Kone i Vesterø, der var vis på, at hendes barn var forbyttet til en skifting; den lå altid i sengen og ville ikke snakke. Så siger hendes nabokone til hende en dag: ”Det er da sært, at i ikke faar det rigtigt opdaget, om det er en Skyvting eller ikke.” ”Ja hvordan skal jeg bære mig ad”, spørger den anden. ”Jo, du skal købe en bette gris, og den skal du saa koge hel og holden og sætte den ind til ham på en trætallerken, put noget grønt i Munden på den og sig saa: ”Der har du den pølse”, list dig saa ud bag Ovnen og lyt efter, om han ikke siger noget, saa skal du nok faa at vide, om han kan snakk.” Konen gjorde som det var blevet hende pålagt, og da hørte hun tydeligt, at skiftingen siger henne i sengen: ”Nu haar a sjet Raald Skov oprunden og opbrude, og oprunden igen manne Gang, men aldrig haar a sjet soen en Pøls som dæ.” Så forstod hun, at han kunne tale og at han måtte være meget gammel, siden han havde set Rold skov brændt og groet til igen så ofte.

Den eneste måde hvorpå man kunne blive af med en skifting igen var at være ond mod den. Derfor lagde konen ham uden for døren og fejede
alverdens snavs hen over ham. Da hentede ellekonen ham igen og smed det rigtige barn ind ad døren med ordene: ”A haar væt bejer ved din, end du ved min.”



Sødrukkerne

På Læsø har strandvaskere fået benævnelsen sødrukker. At dervar en god portion dårlig samvittighed forbundet med omgangen med døde søfolk på Læsø, vidner de mange historier om sødrukkerne om. Sødrukkens eneste ”ønske” var at blive stedt til hvile i indviet jord. Derfor kunne man opleve at høre sødrukken ”skrige” og give sig selv til kende en nu inden de blev fundet. Hvis man stjal noget fra liget kunne man være sikker på at blive hjemsøgt af sødrukken, indtil det stjålne blev leveret tilbage. Hvis man både stjal og ikke sørgede for at den druknede blev begravet på kirkegården efterfølgende kunne det gå endnu værre. Ofte måtte præsten under jordfæstelsen bede menigheden om at levere stjålne genstande såsom ure eller penge tilbage. Ikke sjældent kunne han efterfølgende finde tyvekosterne stukket i mulden til den døde.

Sødrukkernes Katedral

At mange døde søfolk aldrig nåede i indviet jord vidner sødrukkernes katedral om. På hjørnet mellem Agersigen og
Kongevejen i Vesterø, skulle man tage sig ekstra på vagt for gengangere på grund af de mange søfolk som er begravet der.

Dværge og Nisser

Dværgeklitten ved Vesterø Kirke

Dværgevar der nok af på Læsø, men specielt ét sted yndededværgene på Læsø at holde til. Umiddelbart sydøst for Vesterø Kirke ligger
dværgeklitten hvorom de fleste historier om dværge på Læsø centrerer sig. Således har flere piger set og leget med dværge på klitten.
Forældrene kunne se dværgene mellem pigerne, men når de kaldte på dem forsvandt de.

Somregel var et møde med dværgene ikke farligt, men man skulle tage sig i agt for ikke at gøre dem sure ved for eksempel, at stjæle deres tøj som man ofte kunne se hænge til tørre på buske eller lignende i nærheden af dværgebakken. 

Helt galt gik det for en lille pige der blev taget af dværgene mens hun legede på klitten. Hun fik dog lov at gå hjem og besøge sine søskende, men måtte pænt følge med igen når dværgene gjorde tegn til hende. Pigen gik hjem hvor kun hendes små søskende er, da forældrene var i kirken. Her leger hun lidt med børnene men da tegnet kommer og hun rejser sig for at gå, overtaler hendes yngre søskende hende til at blive, endnu end stund. Det gør hun så endnu en tid, men går så til sidst for at blive helt væk. Først nogle dage efter fandt man hende klemt ihjel af dværgene mellem to store planker.



Nisser og Nissebakken

På den anden side af Vesterø Kirke ligger nissebakken og lig meddværgeklitten er det her de fleste historier om nisser på Læsø tager
deres udgangspunkt. Nisserne hørte egentlig hjemme på skibene. Det var en lykke at have en nisse ombord. Så man dog nissen gå fra borde, var det et varsel om at skibet skulle strande.

Hvis man mærkede, at der boede en nisse på gården skulle man være god ved ham og sætte grød ud til ham hver aften. Gjorde man ikke det kunne nissen finde på at malke ens køer eller sågar bytte ens gode køer med naboens dårlige. Mangfoldige er beretningerne om folk der har set nisser på Læsø.

I en gård nær stranden syd for Vesterø Havn kunne ejeren knap være i sengen for nissen der til stadighed rev dynen af ham når han sov. Det var oftest folk som boede ved stranden, der var plaget af nissen og årsagen menes at være at det var disse folk som i særlig grad gav efter for fristelsen til ligrøveri og uærlighed ved strandinger.