Læsømaleren Marinus Nielsen af Arne Juul Jacobsen

Læsømaleren Marinus Nielsen, hvis fulde navn er Niels Peter Marinus Nielsen, har malet mange billeder, hvoraf en stor del, måske de fleste,
var motiver fra Læsø. Han førte ikke dagbog, og ingen ved, hvor mange billeder han har fremstillet, men det er i alt fald mange.

Vil man forsøge at skrive en biografi om Marinus Nielsen, må man begynde på bar bund. I to korte nekrologer, én i tidsskriftet National Kunst og én i Læsø-Posten, nævnes det blot, at han stammede fra Læsø og hvert år udstillede på Charlottenborg og Den Frie i København, og at han var et elskeligt og beskedent menneske, der holdt af sin barndomsø.

En masse mennesker har mødt denne mand, den elskværdige maler. Alle siger de, at det var et fint og dannet menneske, og meget mere er
det vanskeligt at få ud af dem. Han fortalte aldrig meget om sig selv, siger man. De fleste af alle dem, jeg har talt med, er dog alligevel kommet med en eller anden udtalelse, der er blevet til en brik i den mosaik, jeg har forsøgt at samle omkring Læsømaleren.

Tidlige liv

Han fødtes på Læsø den 27. september 1882 i Vesterø sogn som nr. 5 af en børneflok på i alt 8, 3 drenge og 5 piger. Hans far var husmand
Christian Nielsen, født 1835 på Mejlinggård i Åsted sogn i Vendsyssel. På et tidspunkt ”udvandrede” faderen til Læsø, hvor han traf læsøpigen Ane Johndatter eller – som hun kaldtes – Ane Jonster Larsdatter, der næsten var 8 år yngre end ham selv, født den 29. november 1842. De blev gift i Byrum kirke i 1870 (datoen mangler i kirkebogen!). Hun var ud af gammel læsøslægt. Hendes fader, altså
malerens morfader, Lars Søren Larsen, født den 28. februar 1816, omkom 1855 ved et skibsforlis ved Island. Hans slægt boede i Østerby. Marinus Nielsens mormoder var Kirstine Madsdatter, født den 6. august 1818 i Vesterø og ud af gamle Vesterøslægter. Den lille Marinus fik således både stærkt læsøblod og sejt jysk blod i sine årer.

Han voksede op i et lille husmandshus, og det varede ikke længe før han måtte ud at tjene. På et tidspunkt var hele familien flyttet fra
Vesterø til Hals sogn, hvor faderen Christian Nielsen havde købt et hus i udkanten af Nordmarken. Fra da af fik faderen navnet ”Christen i marken”. Huset havde tilhørt en mand ven navn Anders Jensen. Det var således det lille idylliske hus med tang, som Marinus Nielsen senere malede og år efter år vendte tilbage til, da søsteren Nicoline som den ældste, født i 1870, efter læsøskik arvede huset efter sine forældre. Eftersøsterens død solgtes huset til forskellige fra København. Tangen er borte, og huset ser naturligvis ikke mere ud som dengang, kunstmaleren malede det gamle hus med en ko udenfor.

Som sagt kom Marinus ud at tjene allerede som dreng. Han vogtede både køer og gæs. Han var en stille dreng der forstod at glæde sig over
naturen, og som umiddelbart har oplevet skønheden i det, han så. Det fortælles, at man nu og da fandt blyantstegninger på marken, som Marinus var ophavsmand til. En af dem skal have forestillet en læsøkone med tørklæde. Et motiv, der senere skulle blive højt værdsat blandt hans billeder. Det er fru Karloby, der i sin tid overfor mig har berettet, at hendes fader havde en sådan tegning, der skulle være fundet i en grøft på marken, hvor Marinus havde været ude med køerne eller gæssene.

Da han var omkring 20 år., aftjente han sin værnepligt i København, og her, omkring 1902, kom han en del hos familien Svend Jacob
Svendsen. Fruen i huset var Maren Bondesen, som Marinus Nielsen var i familie med. Det siges, at han blev betragtet som en søn af huset.



Mødet med Lauritz Tuxen

Senere kom han tilbage til Læsø og fik arbejde hos Carl B. Larsen ved Vesterø Havn. Denne havde en forretning med bygningsartikler, og
herfra kørte han bl.a. ud til folk med varer. Det fortælles, at han var meget adræt og kunne gå på hænder oppe fra hotellet ved Vesterø Havn og ned ad trapperne helt ned til fiskekutterne. Carl B. Larsen observerede hurtigt, at den unge mand var dygtig til at tegne, og man begyndte at tale om det i Vesterø. Det var nemlig ikke noget almindeligt – og på en ø som Læsø med sin fine gamle kultur, kunne et sådant talent ikke gå upåagtet hen. Det kom bl.a. også skibsbygger Dolmer for øre. Og da den kendte maler, senere professor ved kunstakademiet, Lauritz Tuxen var på Læsø omkring århundredskiftet, lod man nogle ord falde overfor ham om den talentfulde unge mand. Da Lauritz Tuxen så hans tegninger, var han ikke i tvivl. Marinus Nielsen havde talent. Det endte med, at Tuxen lovede at tale godt for drengen i København hos sine kunstnervenner.

Lauritz Tuxens fader var søofficer og født i Frederikshavn, og man forstår derfor bedre, at maleren Tuxen havde tilknytning til det nordlige Danmark og også flere gange besøgte Læsø. Bl.a. kan man i Illustreret Tidende for 1874 se en artikel skrevet af den da 21-årige maler, hvor han rosende omtaler øen og er fuld af begejstring for dens gamle kultur. Artiklen er ledsaget af en smuk tegning med en gammel Læsø-tanggård som motiv med vippebrønd to snadrende gæs og to Læsøkvinder i nationaldragt.

Tuxen var således netop manden, man skulle henvende sig til, når man ville hjælpe et talent fra denne ø.



Uddannelsen i København

Det er formentlig i 1908, at Marinus Nielsen kommer til København, hjulpet af gode venner på Læsø, bl.a. førnævnte skibsbygger Dolmer.
Tingene er nu lagt til rette for den 26-årige unge mand, formentlig af Tuxen. Han kommer ind på Gustav Vermehrens malerskole, der dengang lå i Toldbodgade, men i 1912 flyttede til nogle huslænger i Bredgade omkring det gamle Frederiks Hospitals Grønnegård med den fornemme lindeallé. Det er i øvrigt der, hvor nu kunstindustrimuseet (nu Design Museet, Bredgade 68) har til huse i Bredgade.

Maleren Gustav Vermehren, der var født i 1863, var selv søn af en maler, nemlig Frederik Vermehren, elev af Christoffer Wilhelm Eckersberg og Jørgen Roed, og senere professor ved kunstakademiet. Sønnen, indehaveren af malerskolen, fulgte med bevidst pietetsfølelse dygtigt og nøje i faderens fodspor. Sine emner hentede Vermehren helst fra den gamle landsby med dens romantiske huse om omgivelser. I året 1900 var han medstifter af foreningen National Kunst, som også Marinus Nielsen senere blev aktivt medlem af.

Det var altså en kunstner af den gamle skole, som skulle føre den unge Marinus Nielsen frem til ”det blå stempel”, som skulle give ham
adgang til Det kgl. Kunstakademi. Eleverne blev oplært til at sysle med motiverne. Man dyrkede opstillingerne med urtepotter, skåle, krus, frugter og blomster – og så drog man ud i naturen. Marinus Nielsen drog i Dyrehaven, Bøllemosen eller tog hjem til Læsø. I hans hjemstavn var alle motiverne til stede: De gamle læsøgårde, læsøstuerne med farver og atmosfære, klitterne langs havet, skoven, køerne og fårene. Det var der alt sammen. Gustav Vermehren havde vagt hans interesse for interiører, hvor solen skinner ind gennem vinduerne og skaber de
mange farver og lysvirkninger, og hvor man ofte kan kigge på den ene stue ind i den anden. Hver stue med sin farvetone således at der opstår dybde og spænding. Sølvknapperne skal se ud som rigtige sølvknapper, kobbertøjet skal være ægte. Og Marinus Nielsen har pudset og poleret det hele.

Marinus Nielsen bestod optagelsesprøven og kom på Det kgl. Kunstakademi. Men her mødte han oprørerne. Her blev der malet på en helt anden måde – og man diskuterede i én uendelighed. De første kubistiske billeder havde set dagens lys i Frankrig, og unge malere var vendt hjem fra Paris og havde fortalt om alt det nye, der var ved at ske. Impressionismen, hvor man ikke længere lagde vægt på at gengive de ydre former at det, man så. Men hvor man bevidst omformede virkeligheden for at give udtryk for en idé.

Hele denne diskussion på akademiet var ikke noget for Marinus Nielsen. Han var ikke oprørsk eller provokerende. Han ville fastholde
en stemning ved lys og form, og give den rummelighed, og samtidig lagde han vægt på det fortællende indhold i et billede. Han pakkede snart sine malersager sammen og vendte tilbage til Vermehrens skole. Han ville ikke være med til at sprænge grænserne for den naturalistiske kunstopfattelse.

Det blev således August Vermehren, der kom til at give Marinus Nielsen den endelige uddannelse.



Livet som kunstmaler

Efter at have boet på forskellige værelser rundt om i København fik han en lille, hyggelig lejlighed i Rørholmsgade på Østerbro, hvor
han indrettede sit første egentlige atelier. Her begyndte han for alvor at male og finde sin egen stil. Der var en tid, hvor hans billeder var temmelig mørke, men på et tidspunkt ændrede han denne malemåde, og hans farver blev klare og lyse. Han tjente kun få penge på sine billeder, og han påtog sig også arbejde som lærer ved Teknisk Skole på Grønttorvet og senere på Amager-skolens tekniske skole, der var en aftenskole.

Omkring 1931 flyttede han til det store atelier øverst oppe i tårnet på hjørnet af Vesterboulevard (den nuværende H.C. Andersens boulevard) og Stormgade lige over for Glyptoteket med udsigt ind over Tivoli. Billedhuggeren Agnes Slot-Møller var netop død og havde efterladt sig dette tårnatelier.

Det var en spændende rejse, når man skulle besøge kunstmaleren her højt oppe i sit tårn. Jeg husker, hvorledes man først kørte med elevator af den gamle type med svingdøre og jerntremmer, der først skulle bringes på plads, før elevatorstolen satte sig i bevægelse og langsomt gled op mod højderne. Når man forlod elevatoren, var der endnu et stykke tilbage ad smalle trapper, før man nåede op til loftet. Ad en smal gang, der slog et par knæk, nåede man så hen til atelieret. Marinus Nielsen havde pyntet gangen med nogle af sine billeder. Det hændte, at der forsvandt et billede, men hertil bemærkede Marinus Nielsen blot: ”De, der har taget skilderiet, må have syntes om det. Jeg håber de får glæde af det”. Han kaldte sine billeder for ”skilderier”, hvilket viser hans helt uhøjtidelige måde at omtale sig selv og sin kunst på.

Et andet eksempel på hans humor er blevet mig fortalt af en af hans venner. En dag kom den pågældende op til Marinus Nielsen, der var i et strålende humør. Han sad og drak et glas vin sammen med en anden kunstner. ”Her er nok feststemning”, sagde den nyankomne. ”Ja, det kan du tro”, svarede Marinus Nielsen. Og så fortalte han, at hen netop havde købt et af sine egne billeder på auktion hos Bruun Rasmussen for 400 kr. ”Og tænk”, føjede han til, ”da jeg i sin tid solgte det, fik jeg kun 25 kr. for det!” Det måtte fejres.

Inden man nåede ind i atelieret, passerede man et lille køkken med det allernødvendigste køkkentøj, og til den anden side var et lille
soverum. Men så nåede man frem til det store atelier. Det var som at komme ind i en stor hule eller snarere en sal med højt til loftet. Alle vægge var bogstaveligt talt tapetseret med hans egne malerier. Det var hans ”børn”, forstod man. Spurgte man ham, om han ville sælge, var han som oftest ikke meget for det. Men man kunne måske forhandle sig til, at han lavede en kopi af et af billederne, som man gerne ville eje. Han kopierede ikke sjældent sine egne billeder og tænkte ikke på, at de derved blev mindre værd i handel og vandel.

Selvom atelieret var stort, virkede det alligevel varmt og hyggeligt med gamle kommoder, stole og naturligvis store staffelier med mere
eller mindre færdige billeder. En krydret duft af maling, terpentin og fernis vidnede om, at her boede kunstmaleren. Udsigten fra hans vinduer var enestående, og den er da også blevet malet flere gange.

Marinus Nielsen havde også sit elske sommerhus i en gammel kolonihaveforening Aldersro ved Lersøen. Her tilbragte han om foråret og sommeren, i den tid han ikke var på Læsø, mange timer sammen med sine venner og veninder. Hans venneskare var stor.



Familie og venner

Han var en trofast gæst i Læsøforeningen i København, hvor han malede dekorationer til amatørforestillinger. Ligeledes tegnede han i 1923 ”hovedet” til Læsøbladet.

Hans korte besøg på kunstakademiet havde også givet ham venner, blandt andre billedhuggeren Brøndsted, Bornholmsmaleren Bertel Hansen Svaneke og Oluf Høst, foruden kunstmalerne Ove Haase og Wilhelm Seidel. Hans aktive medlemskab i tidligere nævnte forening for National Kunst og foreningen Dyrehavens Malere var også med til at udvide hans venskabskreds.

I sine unge dage foretog han flere rejser til udlandet, navlig Frankrig og Tyskland. Han var også en tur i Amerika for at besøge sine
brødre Albert og Christian, der begge var udvandret for at prøve lykken som snedkere. Desuden havde han søstrene Agnes, Juliane og Ellen i Amerika. Sidstnævnte døde kort efter at være kommet derover.

For at få råd til at komme til USA tog han hyre på Oscar den II.” som opvarter på 3. klasse, og han kom hjem på samme måde. I Amerika malede han et dusin ganske små billeder, som han havde med hjem. De kom senere tilbage til Amerika igen. Forinden havde han dog malet nogle kopier.

Foruden Læsø, besøgte han også flere gange Bornholm, hvor han bl.a. har malet billeder med motiver fra Christiansø. Også egnen omkring Vintersbølle mellem Kalvehaven og Vordingborg kendte han til fra ferieophold hos venner der.

På Læsø boede han så godt som hvert år i 14 dage hos søsteren Nicoline i barndomshjemmet i Nordmarken, og 14 dage hos søsteren
Larsine i svinget ved Vesterø Havn. Han kørte rundt på sin cykel med malersagerne bundet fast. Om formiddagen malede han ét sted, om eftermiddagen et andet. Malerierne skulle tørre, inden han kunne male videre, og lyset skulle være det samme.

Marinus Nielsen talte et fint kultiveret sprog, hvori dog var bevaret læsømålets varme og bløde melodi.

I 1971 blev Marinus Nielsen alvorlig syg, efter et sygeleje på nogle måneder døde han den 1. oktober samme år, 3 dage efter at være fyldt
89 år. Hans sidste ord skal have været: ”Nu lakker det mod aften”. Derefter sov han stille ind. Et fint og ædelt menneske, elsket af alle, var død. Hans aske førtes i en urne til Læsø, hans grav findes på Byrum Kirkegård.

Marinus værdsatte Læsø, og han holdt af sine beboere. Han elskede livet og havde fået den gave at kunne se på sine omgivelser med en
kunstners øjne. Han har været med til at lukke vore øjne op for skønheden ved den ø, han elskede. Hans billeder lever, og gennem dem mindes vi den gamle kunstmaler fra Læsø.