Da en flok læsøborgere i 1898 fandt ud af at gå sammen om at få bygget et forsamlingshus i Byrum, stod de ikke på bar bund. De havde prøvet det før. Det samme var tilfældet, da man hjalp hinanden med at rejse missionshusene og stifte et andelsmejeri. De handlede nemlig på baggrund af en århundrede lang erfaring for at løfte i fællesskab og imødegå de omskiftelige vilkår og udfordringer, som ø-livet bød på. Andelstanken var på ingen måde ny på Læsø. Den praktiseredes allerede i saltsyderierne i middelalderen. De enkelte bolsmænd ejede anparter i saltpanderne og drev dem i fællesskab.

Landnam – eller hvordan Læsø blev bebygget

Læsø er en ung ø og blev befolket forholdsvis sent i vikingetid og tidlig middelalder - dvs. i 1000 og 1100-tallet. Det var formentlig cisterciensermunkene fra Vitskøl kloster, der fandt ud af, at det var muligt at syde salt på Rønnerne.  Dette blev livsgrundlaget for en voksende befolkning. Man ryddede store lysninger – også kaldet haver - i egeblandingsskoven syd på øen og byggede diger af tørv omkring dem. Gårdene blev lagt rundt om haven i udkanten ofte som en del af diget. På den måde var der lige langt til den opdyrkede indmark og til udmarken, hvor gårdens dyr kunne græsse frit på fællesjorden eller under opsyn af en hyrde. Munkene rejste et kapel - måske Byrum kirke - i hjørnet af Storhaven. (Fig.2) Navnet kendes stadig i dag ligesom Slettehaven, Bangsbohave, Brunhavegård, Svinehaven og Doktorhaven. Der fandtes også små haver omkring en enkelt gård som Irumshave, Penshave eller Vanggården, men de fleste haver var store med flere gårde omkring. Man var havefælliger, det betød, at man ejede jord i samme have, men også at man havde et arbejdsfællesskab. Den store, tunge hjulplov, som på Læsø var i brug helt op i 1800-tallet, krævede, at alle rykkede ud med deres stude eller heste og kvindfolk til at drive på dem. Nogle af haverne var delt op i mindre enheder eller ”løkker”.  Navnet går igen i Lykkegården. Det var ikke al jorden i indmarken, der egnede sig til dyrkning. Der var spredte stumper jord, hvor man kunne tøjre en ko på tyringsjorden eller grave tørv til brændsel.

Gårdfælliger

Men man var ikke kun havefælliger. Ofte var gårdene også bygget sammen, så de rummede flere familier som gårdfælliger. Vi kender det fra Bangsbogårde og Gårdene i Vesterø. Museumsgården På Lynget var en tvillinggård, dvs. at man deltes om den firlængede bygning, gårdspladsen, brønden og måske også fløjstagen. Stuehuset har også i dag to storstuer, 2 kamre med alkover og 2 køkkener med ildsted. Museumsgården blev i 1662 betegnet som en ødegård, men blev kort efter igen befolket. Der er nok ingen tvivl om, at netop sandflugten, der lagde det meste af Hals sogn øde, betød et ekstra pres på gårdene syd på øen, hvor man måtte bygge til og flytte sammen. I 1722 opgav menigheden Hals kirke og flyttede til Byrum, ”hvor kvindfolkene til en stor uordentlighed måtte søge ind i mandfolkenes stole.”

Digerne

Bygningen af de store diger omkring haverne har været et kæmpe arbejde, som man nødvendigvis har været fælles om. Nogle af de første diger har muligvis været af sten som f.eks. i en del af Pilgårdshave ved Stranden, eller man har brugt træ fra fyrreskoven til gærder, men der er hurtigt opstået mangel på begge dele. Så har man gravet tørv i udmarken. Diget kunne være 2 m bredt ved foden med en lodret side til udmarken og ca. 180 cm højt. Men et tørvedige havde en begrænset levetid. Det brændte sammen og skulle udskiftes. Så opførte man det nye dige et stykke længere ude og inddrog et stykke af udmarksjorden. Det gamle dige spredte man ud for at frugtbargøre den ny-indvundne jord. På den måde voksede haverne i omkreds, og det kom til mange stridigheder med naboer og ikke mindst domkapitlet i Viborg, der gjorde krav på udmarksjorden. Det ser ud til, at haverne allerede i 1400-tallet havde nået deres største udbredelse. Nemlig der, hvor en strandvold dannede en naturlig grænse for den jord, som kunne dyrkes. Dette har f.eks. været tilfældet ved Kongevejen, Byrumvejen, Doktorvejen og Østerbyvejen. Gamle gårdnavne, som Gydensgård (1662) og Langstræde (Longestradh, 1450) tyder på, at fællesjorden mellem haverne på et tidligt tidspunkt har begrænset sig til selve strandvolden mellem Byrum og Østerby.

Velbevarede diger

I dag er de fleste diger forsvundet. De mistede deres betydning, da jorden ved udstykningen i sidste halvdel af 1800-tallet blev lagt til de enkelte gårde. Men heldigvis kan vi i dag stadig finde velbevarede rester af diger i naturen. De har fået lov at ligge tilbage i uopdyrket marginaljord. Nogle af de smukkeste finder vi i Lunden langs med Doktorvejen fra Højensgård til Annaly, på  begge sider af Ydegårdsvej og i Svinehaven. Slettehavediget kan følges i tre krat syd for Byrumvej fra Tørkerivej til Mejeribyen. Digerne ved Vanggården og Rosenlund er eksempler på mindre haver, der var knyttet til en enkelt gård. Ved Troldmosen følger vejen diget i en svag vinkel. Vejen er det stykke udmark, der blev tilbage, hvor tre haver mødtes. En markvej skærer igennem diget og markerer en tydelig profil: 1 m højt og 2 m bredt ved bunden.

Kulturminder

I 1981 planlagde Nordjyllands Amt en udvidelse af amtsvejen fra Vesterø til Byrum med cykelstier. Næsten samtidig udkom Bjarne Stoklunds afhandling om ’Bosættelse og bebyggelse på Læsø’ i Vendsyssel Årbog 1980. Derved blev man opmærksom på, at krattene syd for vejen kunne rumme rester af de havediger, som Bjarne Stoklund beskrev, og man gav sig til at lede efter lignende kulturspor i landskabet. Et vigtigt holdepunkt var Videnskabernes Selskabs kort fra 1786 og Matrikelkortet fra 1817. Det viste sig, at det ofte var muligt at skelne konturerne af det gamle kulturlandskab, men tit var det svært at se forskel på klitter, strandvolde og diger. I 1982 kom Svend E. Albrethsen fra Nationalmuseet og Ingrid Falktoft Andersen fra Fredningsstyrelsen til Læsø for sammen med undertegnede at grave tre snit i de udpegede volde:

1.     Mellem Højgård og Nylands gård lå der en vold på den bare mark. Vi fik ejerens tilladelse til at grave med en rendegraver.  Volden viste sig at være menneskeskabt. Et snit gennem diget afslørede opbygningen af tørv, og at diget mindst tre gange var gjort højere og bredere.

2.     Størst var forventningen til udgravningen ved Agersø syd for Kongevejen eller Overhaven, som er det oprindelige navn. Diget forløb i en ret vinkel øst/vest-nord/syd og dannede afgrænsningen for et åbent vænge, der gav et godt indtryk af det gamle kulturlandskab med de smalle højryggede agre. Det øst/vestlige dige er meget stort, ca. 12 m bredt og 2 m højt. Da rendegraveren satte skovlen i diget, tydede alt på en skuffelse. Vi havde ventet en strandvold, der var forhøjet med en digekrone af tørv, men der var kun sand og atter sand. Til sidst stod vi inde i den mandshøje vold med fare for at blive begravet i et sandskred. Hvor var diget? Langsomt og forsigtigt under stadig fare for sammenstyrtning blev væggene skrabet rene med graveskeen. Så kom diget frem! Det stod som en kerne midt inde i volden dækket af enorme mængder flyvesand. I et kort øjeblik forstår man omfanget af den naturkatastrofe, der i 1600-årene ramte Læsø. Det var ikke kun det nordlige Hals sogn, der blev lagt øde af sandflugten, men i mere end hundrede år har den plaget hele øen som en svøbe.

3.     Det sidste snit blev lagt i Slettehaven syd for Skippergården ved Byrumvejen. Diget virker imponerende ved sin højde og smukke egebevoksning. Et snit igennem den højeste del af diget var vanskelig at tyde. Det var svært at få øje på tørvediget, men det vil dog ofte være tilfældet, hvis der er benyttet meget sandede tørv med et ringe vegetationslag. Afgørende var, at man i bunden af diget lige over gruslaget, der er aflejret af havet, fandt et 5 cm tykt lag af forkullet træ. Meget tyder på, at diget har stået på samme sted lige siden cisterciensermunkene omkring år 1200 begyndte at lave rydninger i løvskoven ved at brænde noget af den af og inddige området. Bebyggelsesnavnet Byrum optræder allerede i 1219 og er af stednavneforskere tolket som en åben plads fremkommet ved rydning. Til samme gruppe af rumnavne hører Læsø-stednavne som: Brarum, Børum, Flarum, Irum, og Lorum. Rumnavne er karakteristiske for middelalderlig kolonisation af skovområder.

Af de 4 diger, som Nationalmuseet undersøgte i 1982, er kun 1 bevaret i dag. Diget ved Højgård er jævnet med marken, og Overhaven ved Agersø er i dag et sommerhusområde. Slettehavediget ved amtsvejen blev skånet, da man anlagde cykelstien, fordi Nordjyllands Amt nu vidste, hvad de havde med at gøre.

En enestående kulturarv

Læsø har en meget ung historie. Vi finder ingen gravhøje eller andre markante spor fra stenalder og bronzealder. Først i jernalder og vikingetid dukker øen op af havet og ud af sagaernes tågedis. Til gengæld er øens bebyggelseshistorie ganske enestående og kendes, så vidt vi ved, ikke andre steder i det danske rige. Den har sit udspring i vikingetidens landnam, og havedigerne kan fortælle 800 års kulturhistorie om bosætning og livsvilkår på øen. En fortælling om at bryde og inddige jorden i fællesskab og om fremdrift og foretagsomhed i Danmarks måske første storindustri – saltsyderierne. Men også en beretning om grådighed – eller var det af nød og uvidenhed, at man fældede skoven og skrællede tørven af udmarken, så sandet i århundreder føg ind over øen: Diget, der blev begravet i sand, jorden, der blev lagt øde og menneskene, der måtte flytte sammen og fælles om gårdene.

Bådfælliger

Var det iværksætterånden, der sendte læsøboerne ud over havet som skudeskippere? Som skudefælliger fulgtes de ad over det åbne vand, fordi de kendte til farerne, som lurede i Kattegat. Storme og strandinger var de fortrolige med, men svensken og engelskmanden var den egentlige fjende. I 1802 fortæller birkedommer Bing om fiskeriet på Læsø. På den tid drev mandfolkene vodfiskeri i vodselskaber, og 100 år senere var man bundgarnsfælliger.

De gamle stier

I mange hundrede år var digerne pejlemærker i det åbne, skovløse landskab. Langs med dem gik folk i kirke, børnene i skole og hyrdedrengen drev kvæget i udmarken og på Rønnerne. Om vinteren, når stien var pløret, og grundvandet stod højt, færdedes man oven på digerne. Og endnu langt senere, da posten kom på cykel hver dag, og andelsmejeriet var bygget, gik mælkeruten samme vej.