NAVIGATION

NAVIGATION:

Det var både ”gyseligt og ynkværdigt” at sejle for nær til Læsø i gamle dage. Sådan udtrykker birkedommer Lars Hess Bing sig i 1802 om
sine oplevelser med strandinger på øen. Navigation i farvandet rundt om Læsø foregik derfor ved hjælp at landemærker, altså faste naturlige eller menneskeskabte strukturer som for eksempel øens 4 kirketårne. Et grundigt kendskab til øens undersøiske rev og deres beliggenhed var ligeledes en forudsætning for at kunne navigere i farvandet rundt om Læsø.

Hvis man ikke var i besiddelse af tilstrækkeligt med viden om de lokale forhold måtte man stole på sine instrumenter.

Kompasset:

Kompasset kaldes det instrument, som om bord på skibet benyttes til at angive retninger. Denne egenskab skylder det den omstændighed,
at deklinationsnålen altid indtager en bestemt stilling. Dets hoveddele er: Kompasrosen, Kompasnålen og Kompaskoppen. Kompasrosen er inddelt i 360°. Kompasnålen af en eller flere kunstige magnetnåle, der er befæstede på kompasrosens underside således at deres magnetiske akser er parallelle med nord- og sydstregen på samme.

Kompasset bruges enten til at styre efter og kaldes da styrkompas, eller også bruges det til at pejle med og kaldes da pejlkompas. Ved
at styre forstås at lægge skibet i en bestemt retning, og i denne retning, der altså angives af skibets køl kaldes den styrende kurs.



Reflektionsinstrumentet, sekstant eller oktanten:

Reflektionsinstrumentet benyttes til vinkelmåling; det er konstrueret til at holdes i hånden og bærer efter sin form navn enten af
sekstant eller oktant. Den består af et stel, corpus, hvorpå der er en graddelt bue, limben, og en bevægelig arm, alhidaden, begge forsynet med spejle, samt et monokular.

Når en lysstråle møder et spejl, så reflekteres den i den plan der går gennem den indfaldende stråle og spejlets normal i lysstrålens
indfaldspunkt, og tillige således, at udfaldsvinklen bliver lig med indfaldsvinklen. På denne lov for lysets refleksion grunder konstruktionen af
reflektionsinstrumentet sig. Af loven følger: at når man med refleksion af to på samme plane underlag vinkelrette plane spejle bringer billedet af en fjern genstand til at være set i samme retning som den, hvori man har en anden fjern genstand, så er der imellem spejlene en vinkel, der er halv så stor som vinklen imellem genstandene.

Med andre ord er det muligt med sekstanten at måle den vinkel som sigtelinjen til solen eller et andet himmellegeme danner i forhold
til horisonten og således bestemme hvilken breddegrad skibet befinder sig på.

Spejlsekstanten, der blev opfundet i 1750'erne og kan med bueminuts nøjagtighed måle vinkler op til 120° (i praksis dog noget mere).



Loggen:

Loggen er et instrument, der måler et skibs hastighed. At udføre målingen kaldes at logge.

Loggen nævntes første gang i slutningen af 1500-tallet. Den bestod da af et træstykke, der kastedes i søen forude i skibet. Tidsrummet
indtil træstykket passerede et bestemt punkt blev målt med et sandur, et logglas, og da afstanden var kendt, kunne hastigheden beregnes.

Den almindelige log, anvendt fra 1600-1900-t., bestod af en ca. 20 cm høj træplade, logflynderen, fastgjort til en logline med knuder,
knob, med jævne mellemrum. Logflynderen blev kastet i vandet, hvor den stillede sig lodret og forblev på samme sted. Loglinen løb i en afmålt tid frit ud fra skibet, og det udløbne antal knob var et mål for farten (heraf stammer enheden knob for hastighed til søs).

Slæbeloggen eller patentloggen blev almindeligt anvendt fra 1865. Den bestod af et torpedoformet legeme med påsatte finner, logrotatoren
eller flynderen, hvis rotationer gennem loglinen overførtes til loguret på skibet. Tilførtes loggen en tidsimpuls, kunne den sejlede fart gennem vandet beregnes. Denne logtype har været almindeligt brugt indtil 1980'erne.



Loddet:

Havets dybde og bundens beskaffenhed findes ved lodning, og det derved fundne resultat kaldes et lodskud.

Loddet er af bly og har form af en afkortet kegle eller pyramide. Til brug på små dybder har det en vægt på 2 til 6 kilo og kaldes da
håndlod, mens man på større dybder bruger det såkaldte dybdelod, der vejer fra 15 til 30 kilo. I den tykke ende er loddet forsynet med en strop, hvori linen
fastgøres, og i den tykke ende har dybdeloddet tillige en udhuling, hvori der smøres godt gennemæltet talg, når man ved lodning, foruden dybden ønsker at kende bundarten.