SØLVSKATTEN

MØNTERNE:

Den endelige optælling af mønterne i forbindelse med bearbejdningen og konserveringen på Nationalmuseet gav det imponerende resultat på hele 1.857 mønter. Heraf hænger nogle enkelte sammen som følge af korrosion efter lang tids opbevaring i jorden.

Der er temmelig stor tidsforskel på mønterne, idet der imellem de ældste og de yngste mønter er et tidsspænd på godt 125 år.

Enkelte af mønterne har altså været meget gamle, inden de blev gemt af vejen i krukken.

11 eksemplarer af Christian 5´s krone fra Glückstadt ved Elben, præget 1672, er fundets yngste. De benævnes som slutmønter og fortæller os, at formuen ikke kan være hengemt før dette årstal. Altså må den være nedgravet dette år eller et af de nærmest efterfølgende.

Hovedparten af mønterne er danske eller norske. I alt er der 565 kroner, 244 halvkroner og 332 markstykker, alle sammen slået under kongerne Christian 4. (1588 – 1648), Frederik 3. (1648 – 1670) og Christian 5. (1670 – 1699). Hertil kommer der næsten 500 små toskillinge.

Udover de danske og norske mønter er der 69 hele, 26 halve og 60 kvarte, udenlandske dalere.



FUNDET AF DEN STORE SØLVSKAT:

Lidt nord for Vesterø søndre kirke ligger Bogøgård. Her var ejeren, Holger Pedersen, mandag den 6. september 1982 beskæftiget med at afstikke retningen på en fundamentsgrøft. Heri ville han støbe en sokkel til en ny udbygning som erstatning for stalden, der kort forinden var nedbrændt.

Holger fik sig noget af en overraskelse, da han med sin spade gravede lige ret igennem en lerkrukke, hvorved en masse sølvmønter strømmede ud i grøften.

Da forvirringen havde lagt sig lidt, blev der mere ro til at kigge nærmere på fundet. De mange og tillige fremmedartede mønter tydede på, at der efter al sandsynlighed måtte være tale om en hengemt formue fra gammel tid.

Hele herligheden vejede omtrent 22 kg, og der var mere end 1.800 mønter.

Brandtomten havde Holger Petersen ladet rydde med en ”gummiged”. Trykket af den havde knust den store, sorte jydepotte, som sølvskatten havde ligget hengemt i. Puslespillet med de mange skår gav det resultat, som nu ses i montren.

På grund af fundets særlige karakter dvs. sølvmønternes store antal og deres værdi, blev det erklæret for ”danefæ”, og rigsantikvaren udbetalte i løbet af efteråret en danefægodtgørelse til finderen.



HISTORIEN:

Ejerforholdene omkring Bogøgård blev efter de spændende fund undersøgt nærmere af Bjarne Stoklund, der tidligere havde gjort sig nogle notater om matrikel nr. 3 af Vesterø.

Bjarne Stoklund og Jørgen Steen Jensen forsøgte også i fællesskab at beskrive samtidshistorien og sætte nedgravningen af den store formue i relation til konkrete hændelser i Danmarkshistorien og disses indflydelse på Læsø.

Bogøgård ejes i 1662 af Laurits Lauridsen Melchiorsen.

Han hørte til en kreds af mere velstillede læsøboere, der havde andel i skudefarten med norsk tømmer fra Oslofjordens område.

Dette for læsøboerne så vigtige erhverv blomstrede op under økonomiske højkonjunkturer omkring midten af 1500 – tallet.

Læsøs geografiske placering var ideel for skudefarten, der gradvist erstattede saltudvindingen som Læsøs vigtigste indtægtskilde.

1600 – årenes mange nordiske tvistigheder blev en generende faktor for den læsøske skudehandel, dels pga. af krigshandlingerne, der ofte udspillede sig til søs, og dels som følge af de hårdhændede udskrivninger af læsøboere til tjeneste på flådens skibe. Under optakten til skånske Krig, 1675 – 1679, og tiden umiddelbart efter går halvdelen af læsøboernes flåde tabt.

I 1683 anføres Laurids Lauridsen Melchiorsens enke som ejer af Bogøgård, og eftersom hans navn ikke optræder i Vesterøs Kirkebog, er han sandsynligvis omkommet på havet i forbindelse med Skånske Krig.

Enken Maren Andersdatters ligsten, der ser ud til at have været et minde over dem begge, er stadig bevaret. Efter restaurering af Vesterø søndre kirke i 1996 blev den flyttet fra kirkens sydvendte tårnmur ind i kapellet.

Tidens tand har gjort indskriften endog særdeles utydelig, men et relief i gravstenens nederste, venstre hjørne viser et nødstedt fartøj i oprørt sø. Fra en sky på himlen stækker en beskyttende engel sin hånd frem mod skibet, og relieffet syntes dermed at fortælle, hvilken skæbne, der er overgået skibet og dets besætning.




DEN ERHVERVSMÆSSIGE OG ØKONOMISKE BAGGRUND FOR FORMUEN:


Den økonomiske baggrund for den hengemte formue skal uden tvivl søges i Læsøs dengang mest dominerende erhverv, den såkaldte skudehandel. Med forholdsvis små fartøjer foregik der tværs over Kattegat en livlig handel med tømmer i bytte for landbrugsvarer til Sydnorge og Vestsverige.

Læsøboerne havde i første halvdel af 1500 – årene taget del i den opblomstrende skudehandel med tømmer, der havde baggrund i hollændernes efterspørgsel på træ til deres ekspanderende erhvervsliv.

Opfindelsen af den tekniske nyskabelse, den vanddrevne sav, og udbredelsen af denne i Sydnorge gjorde det muligt at massefremstille skibstømmer som bord og planker.

Men også efterspørgslen på bygningstømmer til købstadsbyerne og landbrugsbyggeriet i Danmark gav næring til læsøboernes strategiske udnyttelse af såvel de små, norske udskibningspladser som deres egen geografiske placering. Læsøskudernes foretrukne mål var området mellem Oslofjorden og Bohuslen-distriktet.

Herfra ser det ud til at næsten alle læsøskuderne på hjemrejsen fulgte bælterne, når de satte kursen sydover. Den vigtigste rute synes at have gået langs den jyske østkyst ned gennem Lillebælt.