REDNINGSTJENESTE & FYRSKIBE

FAREN VED SEJLADS NÆR LÆSØ:
 
Det var både ”gyseligt og ynkværdigt” at sejle for nær til Læsø i gamle dage. Sådan udtrykker birkedommer Lars Hess Bing sig i 1802 om
sine oplevelser med strandinger på øen. Han så på, da søfolkene blev slæbt halvdøde i land. Han var med, da koldbranden tog livet af dem og lyttede til præsten, da de blev begravet på kirkegården i Byrum. Han hørte beretningerne om, hvordan mandskabet på en skotsk fregat var frosset ihjel, og han snakkede med de læsøboere, der fandt fregattens jolle drivende med liget af en lille dreng.

Utallige var de skibe, der stødte mod havets skjulte rev. Faren lurede på enhver, der i tåge eller usigtbart vejr kom for nær til Læsø,
der lå som en blæksprutte med sine rev og grunde som fangarme udstrakt mod de forbisejlende skibe.

I midten af 1500 – tallet blev der ved Trindelen udlagt en søtønde og i en forordning fra 1793 bestemtes det, at enhver ville blive
tiltalt, hvis han fjernede de sømærker, vagere og søtønder, der var udlagt på eller omkring grundene i Kattegat.

Af hensyn til den internationale skibsfart var Læsø Trindel en af de grunde, der havde størst behov for afmærkning. I 1826 tilbød 153
engelske skibskaptajner den danske stat at yde en afgift på ¼ penny pr. registerton i afgift, fra den dag et fyr blev tændt ved Læsø Trindel. Som bekendt blev der i 1829 udlagt fyrskib på grunden.



FYRSKIBENE:

Udlægningen af fyrskibe i de danske farvande begyndte i 1800 – tallet. Allerede i 1829 blev det første udlagt ved Læsø Trindel. Trindelen er
en grund beliggende 13 km NØ for syrodden, den østlige pynt af Læsø. Den ligger netop på den strækning skibene tog, når de havde kurs mod eller kom fra Østersøen gennem Øresund.

Fyrskibene blev udlagt de steder i søen, hvor der var brug for et kraftigt fyr, og hvor et fast fyr ikke kunne bygges. Til fortøjning var
fyrskibene udstyret med kraftige kæder og ankre med en vægt på 800 – 1200 kg. De havde alle sejl, og enkelte havde drivmotor til hjælp ved hård vejr eller kædesprængninger.

Bemandingen udgjorde en fører, styrmand og 5 eller 9 mand afhængig af fyrskibets størrelse. Man gjorde tjeneste en måned af gangen.
Stationstiden løb fra 1. marts til 21. december. I vintermånederne lå fyrskibene i havn på grund af is eller fare for is.

I begyndelsen afgav fyrskibene et kraftigt blinklys. Senere blev de udrustet med radiofyr samt apparatur til afgivelse af
undervandssignaler og tågesignal. I takt med udviklingen og en mere intensiv søtrafik og stadig større skibe, etableres flere bundfaste fyr til erstatning af fyrskibene.

Fra 1829 til 1920 blev der bygget 25 fyrskibe i alt til udlægning i de danske farvande. Det sidste blev inddraget i 1988.



LÆSØ TRINDEL FYRSKIB:

Udlægningen af dette fyrskib har foranlediget mange diskussioner, hvor fortalere og modstandere af dette, har givet deres grunde
for det mulige – eller umulige i at lægge sådanne skibe i de danske farvande.



  • 1747 fremkom generalskibsmåler Birch med en plan for udlægning af et ”flydende fartøj” på Læsø Trindel. Dette blev forkastet af Admiralitet, som umuligt at gennemføre.




  • 1780 foreslog kommandør Lous at bygge 3 fyr på Syrodde på Læsø, da udlægningen af fyrskib måtte anses for umuligt. På Læsø skulle der være 3 fyr, for ikke at tage fejl af Skagen fyr, samt de 2 fyr på Nidingen. Dette blev helt forkastet af Admiralitetet på grund af de store omkostninger, og vanskeligheder med at få 3 fyr til at brænde ensartet og uafbrudt.




  • 1791 henvendte den engelske minister i København sig til Admiral Lous og bad om udlægning af 2 fyrskibe i Kattegat, henholdsvis på Læsø Trindel og Anholt Knob, og tilbød at betale en del af omkostningerne. Forslaget blev afslået af forskellige grunde.




  • 1799 foreslog englænderen Henry Taylor i et engelsk blad, at udlægge ovennævnte 2 fyrskibe, forsynet med henholdsvis en stor klokke og en tromme der skulle bruges hele tiden i tåget vejr. Engelske skibsredere gik ikke ind på tanken, da man ikke kunne udlægge fyrskibe i andre nationers farvande.




  • 1804 skrev Henry Taylor igen om sagen, idet han omtalte den store betydning de tidligere udlagte fyrskibe i engelske farvande havde, og dette blev tilsendt den danske regering. Kommandørkaptajn Løvenørn frarådede dette, da man ikke måtte have flydende fyr på steder, hvor de ikke kunne observeres fra land. Fyrskibsplanerne blev herefter igen henlagt, men under krigen med England 1807 – 1814 henlagde englænderne som bekendt fyrskibe ved henholdsvis Skagen og Anholt Knob. Fyrskibet ”The Minx” blev erobret af danske kanonbåde, og fyrlanternen bragt til København for grundig undersøgelse.




  • 1807 havde Kommandørkaptajn Løvenørn dog arbejdet med planerne om ”flydende fyrskibe” idet han havde Danmarks første fyrskib klar til udlægning ved Ejderflodens udmunding i Vesterhavet (Lod – og fyrskib), men dette blev ikke udlagt før i 1815 på grund af krigen 1807 – 1814.




  • 1826 anmodede den engelske gesandt i København igen om udlægning af fyrskib på Læsø Trindel. Dette medførte først nedsættelse af én kommission, der frarådede dette af samme grunde som i 1791.




  • 1827 blev en ny kommission nedsat, og efter mange overvejelser, blev det vedtaget, at bygge et fyrskib – antagelig efter engelsk tegning – dog helst kombineret med et fyr på Læsø, dette sidste blev dog forkastet. (Udgiften hertil ville være for stor, da det ville kræve et meget højt tårn).




  • 1828 blev der bevilliget midler til bygningen af fyrskibet på Jacob Holms værft i København.




  • 1829 blev fyrskibet udlagt på Læsø Trindel. Som fyrbelysning blev anbragt en bevægelig ring omkring masten med 9 stk. løse lygter. 1868 blev det forsynet med blink-apparat. Ophugget ca. 1881. 82 år var hermed gået, siden de første forslag om et fyrskib fremkom i 1747.




  • 1977 blev Læsø Trindel fyrskib inddraget og afløst af lystønder. I 1922 blev det lille ”Syrodde Fyr” tændt, og er stadig i drift og gør god gavn især for småskibsfarten.




FYRSKIBSSTATIONER VED LÆSØ:



Læsø Trindel Udlagt 1829 - inddraget i 1977



Læsø Rende Udlagt 1852 – inddraget 1965



Kobbergrund Udlagt 1853 – inddraget 1908



Læsø N Udlagt efter 2. verdenskrig til markering af minestrøget rute.



FYRSKIBET ”KOBBERGRUND”:

Mellem Læsø og Anholt ligger Kobbergrunden, hvor der i 1853 blev udlagt fyrskib. Nærmere bestemt lå det på ca. 8 favne vand og ca. 1 sømil Ø for sydspidsen af grunden.

Fyrskibet havde 2 master, fast fyr og gongon (klokke) som tågesignal, senere afløst af håndkraftstågehorn.

Fyrskibet på Kobbergrunden blev inddraget i 1908.



FYRSKIBE PÅ KOBBERGRUNDEN


1853 – 54 Fyrskib nr. V, bygget 1853 af eg



1854 – 77 Fyrskib nr. VI, bygget 1854 af eg, længde 22,6 m, bredde 5,7 m



1877 – 80 Fyrskib nr. VII, bygget 1867 af jern



1880 – 96 Fyrskib nr. V. (samme som 1853 – 54)



1884 Fyrskib nr. XI, bygget 1878 af eg, reserveskib



1896 – 08 Fyrskib nr. IV, bygget 1851 af eg



EN STRANDING VED KOBBERGRUDEN:

Den 5. oktober 1853 strandede fregatskibet ”Calcutta” ved Kobbergrunden. Vejret havde været dårligt nogle dage; fra Kobbergrundens skibs– og fyrjournal meldes der allerede den 3. oktober om ”frisk kuling”.

Den 4. oktober var vinden taget til og luften var ”graa”. Den 5. oktober blev fyret tændt kl.5.28 (17.28) og var kun synligt ½ til ¾ mil
(1mil = 7, 532 km). Vinden var gået over til ”Storm” og luften var fuld af ”Regn”.

Grunden til ”Calcutta”s stranding skyldes en forveksling af Trindelens fyr med det nye fyr på Kobbergrunden, da dette i uvejret på afstand
kun viste sig som ét fyr i stedet for tre.


”Calcutta” blev aldrig bjerget af grunden. I løbet af oktober 1853 blev der gjort mange forsøg på at få fregatskibet bragt flot. Bl. a.
dampskibet ”Hertha” og redningskutteren ”Ida” gjorde flere forsøg, men måtte opgive på grund af det urolige vejr. Tiden gik og i slutningen af oktober ansås skibet som vrag. I august 1854 blev bjergning af ”Calcutta” totalt opgivet af ejeren, Hr. Jørgen Bruhn.

I løbet af vinteren 1854 – 55 havde isen skubbet ”Calcutta” om på den anden side af Kobbergrunden. Skibet var nu kun vrag og var kommet nærmere land. Det blev muligt af få bjerget dæks– og mellemdæksbjælkerne i hel tilstand, samt at få brækket meget af vraget op inden resterne af det engang så stolte fregatskib ”Calcutta” helt forsvandt. 



PETROLEUMSLAMPE – fra fyrskib:

Den udstillede fyrlinse er en petroleumslampe med dobbelt væge, dog mangler lampe-glasset desværre. Materialet er kobber og messing med forsølvet parabol.



Ifølge ”Den danske Lods”, 1905 havde lampen følgende egenskaber:

Flammens højde: 30 fod

Synsvidde: 11 sømil

Lysevne: 22 sømil



Fyrskibenes lamper og linser kunne sænkes ned til platformen, så spejle og glas kunne rengøres. Se i øvrigt modellen af fyrskibet
”Trindelen”, hvis lysaggregat havde 9 lamper inddelt med flere små kertelysholdere med spejl og glas.

Lampen på ”Trindelen” var anbragt 20 fod over vandoverfladen, og i usædvanlig høj sø som regel i 30 fods højde. Det tilstræbtes at lamper eller linser var placerede i ens højde på alle fyrskibe, så søfarende kunne bruge lyset til navigation og afstandsbedømmelse.



Model af fyrskibet ”Læsø Trindel”:

Som det første fyrskib i danske farvande blev LÆSØ TRINDEL, også benævnt fyrskib nr. 1, udlagt på den kun få hundrede kvadratmeter store grund Trindelen nordøst for Læsø. Fyret tændtes første gang natten mellem den 14. og 15. juli 1829.

Det blev bygget på grosserer Jacob Holms værft i Strandgade på Christianshavn for en sum af 36.400 rigsdaler rede sølv.

Denne pris var eksklusiv fyrapparat.

Fyrskib nr. 1 blev i 1837 erstattet af et andet, men dermed ophørte dets historie ikke. I oktober måned samme år blev det udlagt i
Drogden, hvor det lå til 1852. Herefter kom det igen til farvandet omkring Læsø, hvor det i årene 1852 – 56 lå i Læsø Rende. Herefter var fyrskibet i reserve, men blev på ny udlagt i Drogden i perioderne 1863 – 65 og 1868 – 76.

I 1868 blev fyrskib nr. 1, som det første danske fyrskib, forsynet med blinkapparat, der viste blinkfyr.

Efter 52 års brug som vejviser for såvel den danske som den internationale skibsfart blev skibet hugget op i 1881.



Posttaske:

Læderposttaske forsynet med lås. Den har læderbærestropper og nylontov splejset i sjæklerne. På dens bagside er der to øjer således, at
den kunne hænge på skibets yderside. Der hørte altid to posttasker til et fyrskib.

Denne posttaske har tilhørt fyrskibet ”Læsø Trindel”, der var udlagt nordøst for Læsø.

Man sejlede i en mindre båd ud til fyrskibet medbringende den ”udgående post”. Ombord på fyrskibet havde besætningen klargjort den
”indgående post” i en anden posttaske, som var hængt på skibets yderside, og mændene i båden kunne nu bytte de to tasker.

Den ”indgående post” indeholdt daglige meldinger og notater fra fyrskibets observationer, men der har sikkert også været en
fødselsdagshilsen til lillemor i land.



FLORAS FORLIS:



VED NYTÅRSTIDE 1882

Briggen ”Flora” af Larvik strandede ved Holtemmen 28. december 1882 på en rejse fra Newcastle til Kalundborg med en last kul.

Da der umiddelbart ikke var fare på færde, gik bjergerne fra Læsø ombord. Forbjerger og opsynsmand N.P. Friis enedes med den norske kaptajn Thorvald Hansen om en bjergeløn på 3.800 kr. for at bringe skibet af grunden og til Frederikshavn.

Man begyndte at lette skibet for kullasten. Bjergningsselskabet Svitzers bjergningsdamper ”Øresund” nåede frem fra Frederikshavn og fik bugseret ”Flora” af grunden. Vinden begyndte pludselig at tiltage voldsomt i styrke og sprang fra syd først om i nordvest, og det satte ind med frost og snestorm. Derfor søgte man op i læ af Ndr. Rønner. Vinden drejede nu om i nord, og man forsøgte istedet at gå østover i læ på sydsiden af Læsø.



TO MÆND FIK SLÅET ALARM

I det hårde vejr sprang bugsertrossen og ”Flora” begyndte at drive.

Læsøbjergerne ombord så ingen anden udvej, end at sejle ”Flora” på grund lidt øst for Horneks, hvor der er dybt vand ind. Ombord på
”Flora” befandt besætningen på 7 mand sig samt ca. 30 Læsøbjergere, heriblandt flere redningsmænd.

Skibsbåden var gået tabt, og der var kun en pram lappet med sejldug tilbage på ”Flora”. Søren Sander og Eskild Pedersen gik i prammen, men kæntrede og måtte vade det sidste stykke ind. Herfra løb de til det nærmeste hus og fik slået alarm. På det tidspunkt vidste ingen, hvad der var sket med briggen, og hvilken fare de ombordværende var i.

SYV LÆSØBOERE OMKOM

Ombord på ”Flora” udviklede situationen sig mere og mere faretruende. Skibet blev fyldt med vand og sank dybere og dybere ned i sandet.
Da skibet ustandselig blev overskyllet af vældige søer, søgte de fleste ombord frem mod forreste ruf, hvor nogle surrede sig fast til de resterende stumper af masterne.

Det sidste tilflugtssted var oven på ruffet, men efterhånden var det også umuligt at opholde sig der. Søen brød igen og igen over skibet og
der var stor fare for at blive skyllet overbord. Denne skæbne led bådformand Anders Chr. Madsen, 41 år og Niels M. Marcussen, 26 år, der begge druknede.

Kulden og anstrengelserne blev for meget for flere, der frøs ihjel.

Det var Anders Jensen Andersen, 37 år, Jens Christensen, 30 år, Niels Thorsen Beck, 14 år, Peder Chr. Madsen, 39 år og Peter Chr. Thuren,
55 år. Alle 7 omkomne var Læsøboere.



REDNINGSAKTIONEN

Poul Winter Poulsen fik om aftenen fremskaffet et raketapparat, og der blev straks affyret en raket mod ”Flora”, men raketlinen gik i kludder i den ødelagte rigning. En del fiskere var efterhånden kommet til strandingsstedet, der i blandt lods P. Chr. Jerup, der nu stillede sin båd til
rådighed.

Ved hjælp af raketlinen lykkes det for 3 Sæby – fiskere, P. Chr. Lund, Palle Jørgensen Mørk og Rasmus Engen sammen med Peder Valentinus Madsen, Vesterø at nå ud til ”Flora” og begynde en undsætning af de nødstedte. Efter flere ture med båden i det hårde vejr, lykkes det ved midnatstide at få alle 28 overlevende bragt i land.

Efterhånden som de reddede og meget forkomne folk blev bragt i land, blev de kørt til Vesterø Hotel.



Julius Strandbergs Forlag udsendte hurtigt en vise om dramaet, der kom på alles læber: ”Briggen Floras forlis”.



KVAD OM FLORAS FORLIS



Højt brøler stormen mens den søen pisker

tårnhøje række bølgerne med land

på Læsø stille man i hytten hvisker

Gud nåde nu den arme søens mand.



Og snart mens brændingerne voldsomt fråde

to mand med fare stige rask i land

de var kæntrede nu står de våde

og råbte red os, red hvad reddes kan.



På briggen ”Flora” står så mangen broder

den grundstødt var, nu knustes den mod strand

og læsøboerne sig kækt begave

afsted at redde folk af dødens favn.



Nu stod de selv ombord mens skibet hugge

og søndersloges helt ved dumpe brag

koldt suser vinden snart de alle sukker

mens de klamred sig til usselt vrag.



I land står kvinderne og så den fare

hvori de kære mænd ved strand stedt

det blev en sørgende en håbløs skare

thi fra den nat blev mangen mand begrædt.



Kækt jollen ud og reddede mange

med fare for at slynges selv i grund

den frem og tilbage gik så mange gange

og dog slog for så mange sidste stund.



Forkomne reddes der en del fra vraget

men sidste gang da jollen nåede det

da havde Døden sine ofre taget

syv læsøboer lå da på en plet.



De havde udstrit livet som de voved

for andres skyld har de sat livet til

af nød og kulde var de nu hensovet

og deres kære røst dem savne vil.



Der lå de brødre to i Dødens arme

ja der lå faderen og der lå søn

udslukt var nu den sidste hjerte varme

Gud lønne dem det er en fælles bøn.



Nu flyver mågen stille over vraget

og stjernen spejler sig i dyben sø

men trindt på Læsø mange sukke klage

og hvorfor skulle de så tidlig dø.



”CALEDONIA”:


Briggen ”Caledonia” af Norge strandede d. 27. oktober 1884 øst for Horneks i orkanagtig storm. Den var på vej hjem fra Kiel i ballast og
havde søgt ankerplads under den jyske østkyst, men uvejret havde sprængt ankerkæder og revet sejlene itu, og briggen drev nu mod Læsø. Da den tørnede mod land faldt den agterste mast, og den stod med forenden mod land ca. 50 meter ude.

Det var aften, da redningsmandskabet nåede frem. De affyrede to redningsraketter, den første gik over skibet, mens den anden gik gennem
skanseklædningen og landede på dækket. Redningsstolen kunne nu hales ud. Alle besætningsmedlemmer blev reddet heldigt i land – på nær én: kaptajn Jørgen Thorsen fra Sandesund ved Tønsberg i Norge.

Kaptajn Thorsen var blevet ramt af redningsraketten og hans bryst var helt knust. Forinden havde raketten gennemboret skansebeklædningen af dobbelte brædder samt et 5 cm tykt stykke egetræ. Det viser, hvor stor kraft redningsraketterne havde.

Den norske kaptajn blev begravet på Østerby kirkegård, hvor konsul Chr. Axelsen satte en mindeplade på graven med følgende inskription:



”Fred med dit støv du norske Mand,

der døde då brat på den fremmede strand,

dog, Gud Herren er nådig som han er vis,

han gir dig nok Plads i sit Paradis.”



RAKETAPPARAT OG REDNINGSTOL:



Redningsraketten er et effektivt middel til at komme i forbindelse med skibe, der er strandet, nær land.

Med raketapparatet lægger man linen tværs over skibet. På det strandede skib haler besætningen raketlinen til sig, og ud til skibet
følger en stjerteblok og et anvisningsbræt. Stjerteblokken gøres fast på et højt sted. I blokken er skåret en ud- og indhalerline. Den tykke trosse hales vha. udhalerlinen ud til skibet, hvor den fastgøres et stykke over stjerteblokken. På land bliver trossen lagt op i en buk, hvorefter den strammes op med en talje, der har forbindelse med et nedgravet anker.

Redningsstolen, der glider på trossen, hales nu ud til skibet, og de skibsbrudne tager én efter én plads i redningsstolen og hales i
land.



SIGNALPISTOL:

Signalpistolen blev anvendt ombord i redningsbådene til udskydning af lysgivende signalkugler. Hvide og grønne kugler er
opmærksomhedssignaler, røde kugler er nødsignaler.

Pistolen blev indført i bådene i 1931. ifølge inventarprotokollen for redningsvæsnet på Læsø, blev den første signalpistol
modtaget d. 12. nov. 1931 til anvendelse ved stationerne i Østerby og Vesterø.

Mandskabet ombord i redningsbåden kunne med pistolen signalere, at båden var på vej, eller at strandingen var observeret. Endelig
blev signalpistolen også affyret, hvis redningsbåden selv kom i vanskeligheder. Pistolen blev taget ud af drift i 1975, og senere afløst af nødraketter.