FISKERI

Fiskeriet har lige så længe, som der har boet mennesker på Læsø haft afgørende betydning for øens velstand og mulighed for at overleve. De første mennesker som slog sig ned på Læsø kom for at fiske. De brugte Læsø som sommerboplads og vendte om efteråret tilbage til fastlandet. Der er ikke mange fiskerimetoder, som ikke har været forsøgt på Læsø. Fra en krog i vandet til det topmoderne Jomfruhummerfiskeri – fiskeriet har beskæftiget og beskæftiger stadig en stor del af øens befolkning.



BUNDGARNSFISKERI EFTER HORNFISK
Fra midten af 1800–tallet dannede hornfisken grundlaget for bundgarnsfiskeri i Ålebjergdybet syd for Bovet. Fiskeriet startede som regel midt i april og varede 6 – 7 uger frem. Hornfiskene gik hvert forår ind i dybet for at lægge deres æg i ålegræsset.

Under hele perioden boede mændene i primitive teltjoller, der lå i naturhavnen ved Ålebjergdybet. Der blev dog tid til en tur ”hjem” engang imellem, især for dem, der havde en gård og måske ikke var færdige med forårets markarbejde.

Stort set alle læsømænd, både fiskere og bønder, deltog i fiskeriet. Man dannede såkaldte fællinger eller selskaber på 3 – 4 mand, hvor hver mand havde sit eget garn, der var samlet i en ”lænke”, dvs. garnene var placeret i forlængelse af hinanden.

Garnene gik i arv fra far til søn, og med garnene fulgte retten til en plads i selskabet. Det var ”skipperen”, der bestemte i selskabet. Han havde den største erfaring samt autoritet, og ham skulle man respektere.


Røgtningen af garnene foregik morgen og aften. Hornfiskene blev jaget frem mod enden af garnet, hvor de til sidst stod som i en stor pose, der kunne hales indenbords i båden.

Læsømændene så med fortrøstning frem til fiskeriet efter hornfisk. Nogle år var det særligt rigt og hornfiskene gik i bundgarnet i tusindvis. Det gav blanke dalere til huse og velstand i de små hjem. I årene omkring 1. verdenskrig havde hver mand op til 12 – 15.000 kr. i indtægt af disse ugers fiskeri.

Hornfiskene blev solgt til opkøbere, der lå med deres både lige uden for Ålebjergdybet. I de første mange år var der flest svenske opkøbere. I de svenske både blev fiskene overhældt med vand, inden de – urensede – blev stablet på hylder nede i lasten. Turen til Gøteborg kunne f.eks. godt vare 3 – 4 dage.


Senere kom der også danske opkøbere til, hovedsagelig fra Frederikshavn, men også fiskeopkøbere fra Vesterø Havn fandt deres vej til fiskepladserne i Ålebjergdybet.

De fisk, der ikke afsattes til opkøbere, blev bragt i land på Læsø. De blev tørret og røget og var et kærkomment supplement til husholdningen.

På en søndag, hvor vejret var fint, kunne familierne inde på Læsø tage på besøg ude ved teltjollerne. Så havde de gerne lidt andet mad med end det, mændene ellers var vant til i hverdagen derude: brød, kartofler, hornfisk og sort kaffe.

I starten af 1930´erne gik der sygdom i tangen – ålegræsset – ved Læsøs kyster, og dermed forsvandt hornfisken også fra Ålebjergdybet. Bundgarnsfiskeriet – og alle de traditioner, der var forbundet med det – var hermed slut.


PULSEKØLLE:
Pulsekøllen er en træcylinder på skaft med en hulning i bunden. Når køllen stødes ned i vandet sendes der luftbobler ud og fiskene skræmmes.


ISSAV:

Den viste sav er den største af slagsen og blev primært brugt til at save indefrosne skibe fri i havnen med og desuden som et industriværktøj. De mindre save fandtes på de fleste ejendomme til at save hul i isen med, så man kunne supplere vinterforrådet ved at stange ål.

I Kærene, som ligger i en strækning fra umiddelbart øst for Vesterø Havn mod Byrum, savede man is. Den blev savet ud i blokke og transporteret til havnene, hvor den blev lagt i fiskeeksportørernes ishuse. Her kunne isen holde sig til langt hen på sommeren og anvendes til overisning af fisk, der skulle eksporteres fra Læsø i kasser. I dag har Læsø isværker, der laver kunstig is.

Kun ferskvandsis kan bruges til overisning. Saltvand fryser til is ved en lavere temparatur end ferskvand og vil derfor ætse fisken ved overisning.


MØGANKER/KNIVANKER/MØGKNIV:
Redskab anvendt til snurrevodskutter. Som knivanker blev det indsat mellem to tovruller og kunne medvirke til at holde tov og vod fri for tang og andre besværende urenheder i vandet.

Som møgkniv kunne den sabotere andre fartøjers fiskeredskaber, hvis ens egne blev oversejlet, hvilket kunne forekomme i den hårde konkurrence om de bedste fiskepladser. Kært barn har mange navne……….


STRYGEDRÆG:
Konstruktion og udformning af dræget gør, at det er i stand til at dreje rundt om sin egen akse, når der slæbes efter et fartøj.


På denne måde havde fiskeren en chance for med de roterende hager at ”fange” og opsamle tabt fiskegrej.

En synlig kilegang fortæller, at strygedræget er fremstillet af en gammel, udtjent spilaksel.

Redskabet er fremstillet lokalt hos smedemester Viktor Pedersen, Vesterø Havnegade 11. Værkstedet ophørte her og flyttede til havnen ca. 1978. Men bygningen, hvor værkstedet lå, findes endnu i bybilledet.

Strygedræget har været brugt på Læsø Museums Dolmerkutter FN 162 ELLEN og fulgte med ved overtagelsen i 1989.


HUMMERHYTERNE VED HORNEKS:
Det vigtigste fiskeri for folkene i Klitten var hummerfiskeriet ude ved Horneks, og for at spare den lange vej frem og tilbage hver dag, byggede mændene hummerhytter til grej og overnatning.

Man gravede et hul ind i bakken, hvor væggene af sand blev gjort fine og glatte, inden de blev beklædt med sten. Hullerne mellem stenene blev stoppet med tang eller ler, senere dog med cement (det kunne musene ikke spise). Taget blev lavet af tang.

Der blev som regel lavet to køjer, et bord og en bænk. Det vigtigste i hytten var kakkelovnen samt kaffekedlen. Alle måltider bestod af ”sort kaffe og smørrebrød”. Man gik ofte på besøg hos hinanden om aftenen og fortalte historier eller sang.

Hummertejnerne blev sat ud fra en jolle og røgtet en gang om dagen. Fangsten blev samlet i hyttefade inde ved strandkanten. Ældre fiskere brugte metoden med at binde hummerne til en line længere ude i vandet, men her var de udsat for angreb fra ål samt for at blive slået i stykker, når det blæste.

Når der var fisket nok hummere, gik turen til fods til Vesterø havn. Hummerne blev sendt med Læsø damperen til Frederikshavn og blev solgt til bl.a. ”Vendsyssel Fiskeeksport”.

Prisen havde fiskerne ikke selv indflydelse på.

I 1912 var prisen for et pund hummer 1,25 kr. I perioden fra juni til september kunne to mand fange og sælge hummere for 250 kr. Det var 125 kr. pr. mand for en sommers arbejde på egen kost.


TEJNER:
Hummerfiskeriet med tejner begyndte på Læsø i midten af 1800–tallet. I 1870erne fiskede alene 10 både fra Vesterø med tejner og en del fra Østerby. Hummerfiskeriet var af temmelig stor økonomisk betydning, idet hummerne enten blev solgt i fri handel til fiskeprangere for 2 mark 4 skilling eller på fast kontrakt til Hamburg for 1 mark 12 skilling.

Tejnerne var enten runde eller med flad bund. De fladbundede var ikke så tilbøjelige til at trille på havbunden som de runde.

I Østerby brugte man dog kun runde tejner.

Tejnerne var altid forsynet med en træbøje med reb til at hale dem op med. På de tidligere tejner var der kun en nettragt hummeren skulle kravle igennem. Senere forbedres tejnerne med endnu en nettragt i midten og fik navnet ”patenttejner”.

Tejnen virkede egentlig som en fælde med madding i. Stenene i tejnen sørgede for, at den blev stående, hvor den blev udsat.

Tejnerne blev røgtet hver morgen af 2 mand i hver båd. De største Vesterø joller havde 30 – 40 tejner, de mindre Østerby joller havde 16 – 20 i hver båd. Fangst af én hummer for hver anden tejne blev regnet for god fangst.

Tejnerne blev sat ud fra midten af maj til begyndelsen af juli, hvor hummerne kaster deres rogn og skifter skal. Tejnerne sættes igen ud fra slutningen af juli til september, når efterårsstormene sætter ind.


PILKE:
Helt fra slutningen af 1700–tallet brugte læsøboerne sådanne pilke. 1 eller 2 snore med blylod og messingtråd og krog var vundet på en træramme også kaldet kversel. Man pilkede især i foråret nord og nordøst for Læsø.


BAKKEFISKERI:
Bakkefiskeriet var meget udbredt før industrialiseringen, måske det vigtigste fiskeri.

De lange liner købte man færdige, men de korte sideliner til krogene lavede man selv. Sidelinerne blev kaldt kenser og blev slået af hamp på kenseladet.

Krogene lavede man selv af messingtråd på angellemperen. Man skar modhagen med den vandrette kniv og afskar messingtråden i en passende længde. Så bukkede man krogen på angellemperen og lavede øjet, der skulle i kensen. Langlinen med i alt 120 kenser på blev sat i bakkesplitten.


I det lave vand gravede man orm med en ormegreb. Ormene blev puttet i en ormekasse, der hang i en snor om livet. Når krogene skulle agnes var man som regel to; oftest manden, der stak agnen på og kvinden, der lagde krogene i orden i bakketruget i et sandlag eller på korkstrimmel.

Én mand havde normalt et bakketrug med 4 liner med 120 kroge, i alt 480 agnede kroge. De kunne sættes ud om natten på lavt vand, hvor der mest blev fanget skrubber og torsk eller om dagen på dybt vand, hvor fangsten så ville være isinger og rødspætter.

Som regel fiskede to mand fra samme jolle. Man kunne dele fangsten på to måder; enten ved at hver beholdt hvad hans egen bakke havde fisket eller ved at fordele fiskene i bunker, hvorefter en ”blindmand” med ryggen til skulle sige, hvem der skulle have hvilken bunke.